Uddannelse er en nødvendighed
Uddannelse er en nødvendighed for virksomheder, der vil tiltrække og fastholde medarbejdere.
Derfor er der også en stigende efterspørgsel efter virksomhedsrettede kurser, siger uddannelseskonsulent for Danske Speditører, Sven Buhrkall.
- Men det handler også om, at fastholde kunderne. Logistik er i dag ofte komplekst og transport- og speditionsvirksomhederne er derfor nødt til at udvikle sig sammen med deres kunder. De skal kunne indgå i teams og have viden på et meget højere niveau i dag, siger Sven Buhrkall.
Han peger på, at branchen ofte har forfremmet den fagligt dygtige speditør, ”men ikke altid givet dem de ledelsesmæssige værktøjer, der er nødvendige.”
- I takt med, at virksomhederne i dag skal agere tidligere på markedet, motivere medarbejdere, værre effektive og konkurrencedygtige, er det også nødvendigt, at fokusere på de ledelsesmæssige evner hos lederne, siger Sven Buhrkall.
Han peger på, at fordelen ved virksomhedsrettede kurser er, at virksomheden samtidig får afstemt kulturen, målsætninger, politikker og værdier med ledere og medarbejdere.