Historisk Kombi-lukning
Overtaget: Kombi Dan fortsætter indtil videre driften på normal vis, men senest ved årets udgang overtages aktiviteterne af tyske TX Logistik.
Af Gwyn Nissen
Et stykke dansk transporthistorie ophører, når en af landets første operatør for den kombinerede landvej-/jernbanetrafik, Kombi Dan A/S, Padborg, lukker med årets udgang.
På en ekstraordinær generalforsamling forleden besluttede aktionærerne, at Kombi Dan går i solvent likvidation, efter at der er truffet en principaftale med det tyske selskab TX Logistik om at videreføre hovedaktiviteterne mellem Danmark og Verona.
- Vi opererer i et barsk marked, og der er kommet nye spillere til. Blandt andet TX Logistik, der for et år siden begyndte at tilbyde kombineret trafik på Padborg-Verona, mens vi selv tilbyder Taulov-Verona, siger Per Christensen, der er fratrådt som administrerende direktør, men sammen med advokat Bo Ascanius, Esbjerg, er valgt som likvidator, for at sikre driften året ud.
Per Christensen peger på, at TX Logistik blandt andet har den fordel, at selskabet selv er traktionsselskab – dvs. trækker togene – og således har sprunget operatørleddet over. Det lykkedes blandt andet for TX at tage en betydelig godsmængde fra Kombi Dans portefølje.
- Det er en udvikling, der er i gang i hele Europa, og da vi er et lille selskab i det spil, vil vi aldrig komme til at spille den store rolle. Så i stedet for at forsøge at udkonkurrere hinanden, så ingen af os får noget ud af det, henvendte vi os til TX Logistik for at drøfte mulighederne, forklarer Per Christensen.
Da Kombi Dan ikke har særlige aktiver eller værdier i selskabet – bortset fra medarbejdernes know-how – var der ingen ide i, at indgå i en handel eller fusion. I stedet valgte Kombi Dans ejere at lukke ned, mens den kombinerede trafik er sikret ved TX’ tilstedeværelse på markedet.
- Tidligere kunne vi købe en enkelt vogn på en afgang, men for et par år siden gik banerne over til, at operatørerne skulle bestille heltog. Det har flyttet risikoen fra jernbaneselskaberne til operatører som os og det har presset os, siger Per Christensen.
Det er endnu ikke endeligt afklaret, hvad der skal ske med kontoret i Padborg, der er arbejdsplads for seks ansatte.
- Det er noget, vi er ved at kigge på sammen med TX. Vi har et udmærket kontor i Padborg og vi forventer, at TX vil kunne overtage nogle af medarbejderne, siger Per Christensen.
TX Logistik vil i fremtiden tilbyde fire ugentlige afgange mellem Taulov og Verona med stop i Padborg.
Kombi Dan A/SKombi Dan A/S har siden 1985 tilbudt kombinerede transporter. Selskabet blev etableret af danske speditører og vognmænd og har i dag over 60 brancherelaterede aktionærer. De får nu et helt normalt kundeforhold til TX Logistik, mens Kombi Dan A/S er gået i solvent likvidation.
Ved udgangen af seneste regnskabsår havde Kombi Dan således en egenkapital på over otte millioner kroner. Det seneste regnskabsår gav dog et underskud på knap 150.000 kr.