23948sdkhjf

Mange lastbil-ulykker kan undgås

Tyske eksperter: Elektroniske sikkerhedssystemer kan forhindre hvert andet uheld på motorvejene.

Tyske eksperter: Elektroniske sikkerhedssystemer kan forhindre hvert andet uheld på motorvejene.



Af Gwyn Nissen

Hvert andet uheld på motorvejene vil kunne undgås og tusinde af menneskeliv reddes, hvis flere lastbiler var forsynede med elektroniske sikkerhedsforanstaltninger.

Det kom frem på årets Dekra-konference om lastbil-sikkerhed, der forleden blev holdt i Neumünster.

Producenterne har allerede systemerne. Ved et feltforsøg med Mercedes-Benz Actros-trækkere i 2005 og 2006 påviste Daimlers sikkerhedseksperter således, at næsten halvdelen af uheldene med lastbil kan forhindres, og en tilsvarende MAN-test viser, at op mod 70 procent af motorvejsulykkerne, hvor lastbiler er impliceret, kan undgås ved brug af elektronisk hjælp til sikkerheden.

På den tyske konference peger eksperterne på, at dødsulykker i trafikken gennem de seneste 17 år har været faldende – bare ikke i forbindelse med lastbil-ulykker. Det skyldes ifølge eksperterne den øgede godstransport på vejene.

Langsom vækst

Lastvognsproducenterne forventer da også en vækst i markedet for sikkerhedssystemer, men foreløbig går det langsomt, konstaterer Anders Mikkelsen fra Volvo Danmark.

Kun cirka hver 20. Volvo-lastbil sælges i dag for eksempel med ACC og lige så mange med airbags, mens hver 25. lastbil har stabilitetskontrol i form af ESP. Et system som Driver Alert – der advarer chauffører mod træthed, er slet ikke solgt i nogen lastbil, selv om systemet allerede er på markedet.

- Systemerne vælges ofte fra, men vi oplever dog, at interessen for sikkerhed er stigende, siger Anders Mikkelsen, der er manager for Volvo-forhandlerne.

Han vurderer, at et flertal af indkøberne stadig ser på prisen som det afgørende parameter.

Klog af skade

Én af de vognmænd, der investerer aktivt i sikkerhedssystemer, er Erik Rahbeck fra Rahbeck Transport i Brande. En ulykke for nogle år siden fik ham til at satse på blandt andet radarbaseret afstandskontrol.

- Det koster ofte omkring en million, når vi køber en ny lastbil. Så betyder 10-20.000 kroner mere for at øge sikkerheden ikke noget – bare det kan forhindre én ulykke, er pengene tjent hjem, siger Erik Rahbeck i det forestående nummer af månedsmagasinet Trans Inform.

Elektronisk hjælp

Systemer som ACC og sporassistent kan forhindre de hyppigste årsager til alvorlige ulykker, nemlig påkørsler bagfra på langsomt kørende biler og påkørsler i forbindelse med bilkøer, samt afkørsel fra vejen i forbindelse med chaufførers træthed eller uopmærksomhed.

gwyn.nissen@transporttidende.com
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094