Vejdirektoratet klar med forsøg
Det treårige forsøg med modulvogntog begynder den 24. november og bekendtgørelsen offentliggøres fredag.
Fra den 24. november bliver det tilladt at køre med de ekstra lange og ekstra tunge lastbiler på et udvalgt vejnet: Modulvogntogene kan være op til 25.25 m lange og må veje op til 60 ton.
De må kun køre på et særligt udpeget vejnet, der primært er motorveje. Det drejer sig om motorvej E 20 fra den svenske grænse til Esbjerg, rute E 47 fra Helsingør til Rødby, rute E 45 fra Padborg til Frederikshavn, E 39 fra Nørresundby til Hirtshals og rute 21/23 ad Holbækmotorvejen videre til Kalundborg.
Fra motorvejene er der lokale tilslutninger til transportcentre og havne, hvor man kan aflæsse godset eller skille modulvogntogene ad, så de som almindelige vogntog kan køre videre på det almindelige vejnet. De tilsluttede havne og transportcentre er:
Esbjerg Havn, Fredericia Havn, Frederikshavn Havn, Helsingør Havn, Hirtshals Godsregistreringscenter, Hirtshals Havn, Høje Tåstrup Transportcenter; Jyderup Omkoblingsplads, Kalundborg Havn, Kastrup Godsregistreringscenter, Skandinavisk Transportcenter (Køge), Nørre Alslev Godsregistreringscenter, Padborg Transportcenter, Rødby Havn, Slagelse Transportcenter, Taulov Transportcenter, Gateway E45-Danmarks Transportcenter (Vejle), Aalborg Havn og Århus Havn.
Forsøget vil blive fulgt tæt af Vejdirektoratet og Færdselsstyrelsen, der har igangsat en større undersøgelse, der skal afklare de trafiksikkerhedsmæssige, miljømæssige og transportøkonomiske konsekvenser af modulvogntogene.
Der har været en lang række godscentre, som har ønsket at deltage i forsøget. Det er derfor allerede besluttet, at udvide forsøget med 19 nye centre, der vil blive tilsluttet i løbet af 2009-2010. Omkring årsskiftet forventer Vejdirektoratet at komme med en udmelding om, i hvilken takt vejnettet bliver klar til at medtage de nye centre.
- Ind i mellem er der også kommet andre ønsker og forslag til, men de er ikke medtaget, da det ikke er noget vi kan vedtage. Vi udmønter blot den beslutning, som folketingspolitikerne har vedtaget, siger Henrik Ludvigsen fra Vejdirektoratet.
Er der andre byer eller virksomheder, der vil med på modulvogntogsnettet i forsøgsperioden, skal de således omkring politikerne i Folketinget, der i givet fald skal udvide ordningen.