Maut-stigninger kan ikke ophæves
Forbundstrafikministeriet i Berlin slukker håbet om udskydelse af mautstigninger.
Det var statssekretær Matthias von Randow fra Forbundstrafikministeriet, der på et møde i den tyske brancheforening for speditions- og logistik (DSLV), fastslog, at den planlagte forhøjelse af kilometertaksterne i den tyske motorvejsafgift fra nytår fastholdes.
Randow afviste også, at den omstridte maut-pakke kan trækkes tilbage, hvis den økonomiske krise bliver værre.
Statssekretæren fremhævede, at de øgede mautindtægter er nødvendige, hvis de stærkt tiltrængte infrastrukturinvesteringer i Tyskland skal gennemføres. Noget som forbundsregeringen ifølge Randow prioriterer højt.
Matthias von Randow rettede en skarp kritik mod de forskellige tyske brancheorganisationer, der har kæmpet med næb og klør mod mautstigningerne.
Men DSLV’s formand Michael Kubenz afviste kritikken og sagde, at de lovede infrastrukturprojekter kun i ringe grad vil forbedre infrastrukturen.
- I stedet vil maut-stigningerne betyde at mange tyske transportvirksomheder i mellemstørrelsen bliver udelukket fra markedet, vurderede Kubenz.