Fredercia vil opsplitte skibsværft
Fredericia Kommune foreslår at Fredericia Skibsværft opsplitter produktionen til tre nye lokationer – to på Fredericia Havn og en i Nyborg.
Fredericia Havns kommunale ejer har opsagt Fredericia Skibsværft, fordi man ønsker at anvende arealet til byudvikling. Men Fredericia Skibsværft har ikke tænkt sig at føje politikerne på Fredericias rådhus og har truet med at lægge sag an mod kommunen.
Fredericia Kommune har nu ifølge Ritzau fremsat et kompromisforslag efter en foreløbig undersøgelse har vist, at Fredericia Skibsværft kan blive på havnen – blot man flytter aktiviteterne til to nye adresser mod vest i Fredericia Havn. Dog kræver kommunens løsningsforslag, at Fredericia Skibsværft også etablerer en afdeling i Nyborg.
Værftet har endnu ikke kommenteret forslaget, men har tidligere givet udtryk for, at det ikke har til sinds selv at bidrage økonomisk til flytningen. Det må være kommunens sag.
Striden mellem Fredericia Kommunes ønsker om at inddrage erhvervsarealer på havnen til byudvikling og den private havnevirksomhed Fredericia Skibsværft ligner mange andre konflikter på de danske erhvervshavne. Men striden i Fredericia har fået ganske stor medieopmærksomhed – ikke mindst fordi Fredericia Skibsværft beskæftiger omkring 550 ansatte.
De fleste andre danske havnevirksomheder er langt mindre og deres muligheder for at gå imod de politiske strømninger er langt mindre.