Let og stærk tippeladshænger
Flot produkt fra dansk vognproducent.
Af Finn Bjerremand
Let og stærk. Det er den bedste beskrivelse af ”Månedens Køretøj”, en SVF påhængsvogn med 3-vejs tippelad tilhørende vognmand Torben Møller Kristensen i Vissenbjerg.
Påhængsvognen blev leveret sammen med en ny treakslet Volvo FM480. Forvognen er opbygget med et tippelad fra Skelhøje Vognfabrik, så opbygningerne på forvognen og påhængsvognen er helt identiske.
- Det fungerer perfekt, siger vognmand Torben Møller Kristensen, der ellers har været en svoren Nopa-kunde i mange år.
Påhængsvognen har en længde på 7,8 meter og en udvendig bredde på 2,55 meter. Chassiset er meget kraftigt og faktisk kan man let komme til at tro, at det er bagenden af en tippeladssættevogn man kigger på.
Akslerne er populært sagt spredte, med forakslen helt fremme ved forsmækken og bogieakslen godt tilbagetrukket under bagenden. Det giver god stabilitet både under kørslen og ved bagtipning.
Trods det kraftige chassis og længden, er det lykkedes ganske fint for den jyske producent at holde egenvægten i ave. Skelhøje Vognfabrik opgiver selv egenvægten til 6000 kg - men faktisk er den nøjagtige egenvægt på Torben Møller Kristensens påhængsvogn helt nede på 5.960 kg. Det udløser en lasteevne på 18.040 kg, hvilket må betegnes som værende ganske fint, alle forhold taget i betragtning.
Konventionel opbygningLuftaffjedringsophænget, der er udstyret med automastik højdestop, kommer fra Wabco. Der er desuden også mulighed for manuel niveauregulering af luftaffjedringen. Håndtagene til reguleringen sidder fint placeret i forenden af forakslens chassis, så de er nemme at komme til. Niveaureguleringen er en stor fordel, når der f.eks. skal lastes ved en rampe.
Akslerne kommer fra BPW og er udstyret med tromlebremser, mens bremsesystemet er et EBS-system, der sørger for god tilpasning af bremsekraften.
Bunden er konstrueret med en ekstra kraftig 4 mm Hardoxbund, så den kan klare påvirkninger fra f.eks. stenprodukter.
Stærk profilSider og forsmæk er lavet i kraftig eloxeret aluminiumsprofiler fra Hydro med K5 Kinnegripstolper i 1200 mms højde. Dertil kommer et sæt ekstra sider, samt for- og bagsmæk i 200 mm, som kan sættes oven på. Dette ekstra sæt anvendes f.eks. ved transport af lettere gods, som kræver mere volumen. Siderne er 3-delte i længden og dobbelt svingbare samt udfaldet i bunden styres med lufttryk. Betjeningen af udfaldet - til siderne og bagud - kan ske inde fra førerkabinen i forvognen, så chaufføren ikke behøver at stå ud for at åbne for aflæsning.
Trækstangen er udstyret med en vandretliggende rist, som er sikker at stå på, hvis man lige skal kigge op i ladet fra forsmækken.
Høj finishPåhængsvognen har en høj grad af finish. Der er absolut intet der er forkert og samtidig oser den af kvalitet.
Det er godt at se, at der stadig er muligt at være med for danske vognproducenter. Vognmand Torben Møller Kristensen er glædelig overrasket over produktet, der blev leveret til tiden og som aftalt.
- Påhængsvognen kører roligt og stabilt, og ved tipning står den ganske fint, forklarer han.
Bagenden er en typisk dansk bagende med fire trekammer baglygter, to separate nummerpladelamper, to slingrelamper samt to baklygter og to ekstra arbejdslygter på bagkofangeren.
fba@transinform.com