Mere plads på motorvejen
Køge Bugt-motorvejen er blevet udvidet, så den som det første sted i Danmark har en delstrækning med ti spor.
Transportminister Lars Barfoed har et godt kendskab til den udvidede motorvej, som han som en af sine første handlinger indviede.
- Jeg er jo ny minister på transportområdet. Men som de fleste andre trafikanter i hovedstadsområdet har jeg et godt kendskab til Køge Bugt Motorvejen. Jeg har selv ofte kørt på motorvejen og oplevet trafikken snegle sig af sted eller måske endda gå helt i stå. Og hvis jeg ikke selv har siddet i min bil på motorvejen, så har jeg ofte gennem radio og tv hørt sætningen: ”massive kø-problemer på Køge Bugt-Motorvejen”. Det kommer vi forhåbentlig til at høre mindre om i den kommende tid, sagde Barfoed ved indvielsen.
Med 125.000 køretøjer i døgnet er Køge Bugt-motorvejen den mest befærdede vej i Danmark.
- Fem kilometer motorvej lyder måske ikke af meget. Men betydningen er langt, langt større. Vi får løsnet op for en af de alvorligste flaskehalse på det danske vejnet, sagde Barfoed.
Mere trafik betyder mere støj, men på det nye stykke motorvej er der brugt støjsvag asfalt samtidig med, at der på store dele af strækningen er sat støjafskærmning op for at skåne de nærmeste naboer for støjen.
Regeringen barsler lige nu med en trafikinvesteringsplan, og uden at kunne løfte sløret for indholdet i planen sagde Barfoed, at et af de projekter, som politikerne overvejer i den forbindelse, er det resterende stykke fra Greve Syd til Køge.