Farvel og goddag til SAS Cargo salgschef
Skiftedag: SAS Cargo skal i gang med at trykke nye visitkort til deres vicepræsident for globalt salg.
Af Herbert Nielsen
Efter kort tid i stolen som vicepresident i Global Sales hos SAS Cargo drager Nils Pries Knudsen af sted til en ny udfordring i Swissport International og siger dermed farvel til SAS.
I hans sted sætter sig fra december Michael Sandberg, der senest kommer fra en stilling som salgschef i Forbruger-Kontakt. Men det betyder nu ikke, at han ikke kender til fragtens verden: Michael Sandberg begyndte nemlig sin karriere i Mahé, hvor han blev udnævnt til salgs- og marketingsdirektør.
Derefter gik karrieren videre til en stilling som salgs- og marketingchef i TNT Danmark og siden til jobbet som direktør for Universal FDX, ligesom han i 2001 var med til at etablere IT konsulentfirmaet DOIT Global.
Alt andet lige er det altså en person med rod i speditørmiljøet, der indtager pladsen i ledelsen af SAS Cargo’s globale salgsorganisation.
Du store verdenNils Pris Knudsen er på vej ud i den store verden – til Swissport, hvor der fra 1. januar 2009 står Senior VP Europa på hans visitkort.
Hans virkefelt bliver her inden for Swissport’s fragt-division. Og Swissport International er rigtignok ingen bolchebutik: Virksomheden, der ejes af det spanske Ferrovial, står for håndtering af omkring 70 millioner passagerer og 3,5 tons luftfragt årligt på vegne af omkring 650 kunder inden for luftfartsselskaber og lufthavne over store dele af verden.
Det kræver blandt andet indsats af 30.000 mand på 180 lufthavne i 41 lande på fire kontinenter. Og det afkaster en årlig omsætning på godt 1,8 milliarder US dollars.