Fra ulykkesfugl til fragtfly
Forvandling: Sig ”Q400” og enhver chef for SAS vil gyse. Men nu får nogle af de parkerede fly en ny fremtid som fragtfly.
Af Herbert Nielsen
Verdens kommende første og hidtil eneste operatør af de ildesete Q400 fly, det svenske selskab Nord-Flyg, der er bosat i Eskilstuna, modtager henover midten af oktober sit første ombyggede Q400-fly og har gode forventninger til flyenes fremtid.
Faktisk så gode, at selskabet allerede i den første uge af november kan se sit fly nummer to forlade SAS for at blive fløjet til Canada, hvor flyet ombygges til fragter.
Processen, der foregår ved det canadiske selskab Cascade Aerospace, der ligger som nabo til Bombardier-fabrikkerne, tager fire-fem uger, så fly nummer to vil altså være klar til at blive indsat i tjeneste hos Nord-Flyg lige efter årsskiftet. Fly nummer tre er også i kikkerten hos Nord-Flyg, der efter sigende endda har taget optioner på op til fem Q400 fly - så er erfaringerne gode, får Skandinavien en ny arbejdshest på vingerne..
Mellem store og småI fragtudgave kan Q400 løfte omkring otte tons over distancer på omkring 2000 km. Og det sker vel at mærke med en hastighed på ca. 660 km/t, og den kombination af egenskaber er der faktisk ikke andre mindre fragtfly, der kan præstere.
Flyet ligger derfor i et spændende segment mellem ATR-/ATP-fly og på den anden side større Boeing 737-fragtfly. De tager altså lidt mere fragt med lidt højere hastigheder over lidt længere distancer end de mindre fragtfly – og de vil konkurrere omkostningseffektivt med Boeing 737 på afstande og voluminer, der er for urentable for Boeing 737-drift.
Direktøren for Nord-Flyg, Ulf Darenius, ønsker endnu ikke at løfte sløret for de første kontrakter for Q400 operationerne.
Men planerne er, at flyet skal operere for andre aktører som først og fremmest ekspres-selskaber i Europa.