Ny surrings-dom: Chauffør blev frifundet for mangelfuld surring af ”skrotgods”.

Jeg har tidligere konstateret, at når vi her i spalterne beskriver problemstillinger, der belyser nogle af de udfordringer, som ”hverdagens helte” - personificeret ved chaufførerne - bliver udsat for i en travl og stresset hverdag, modtager jeg efterfølgende ofte en del kommentarer, ikke mindst fra branchens egne aktører. Dette var også tilfældet efter den dom, jeg refererede for nogle numre siden af Danmarks Transport-Tidende, hvor en chauffør stod tiltalt for simpelthen at tabe noget gods.

Siden har byretten i Århus afsagt dom den 24. september i en sag, hvor en anden chauffør var tiltalt efter færdselsloven og igen var det spørgsmålet om surring af godset var sket efter ”alle kunstens regler”, eller måske rettere efter de regler der i realiteten ikke rigtigt findes.

Det tætteste vi kommer på en lovreguleret anvisning er den tidligere citerede § 82, stk. 3 i Færdselsloven:

”Gods skal være anbragt således, at det ikke kan frembyde fare for personer eller medføre skade på ejendom. Det må endvidere ikke kunne slæbe eller falde af på vejbanen, forårsage forstyrrende støvdannelse eller lignende ulempe, vanskeliggøre færdslen eller volde unødig støj”.

I den nye sag var chaufføren ved anklageskrift af 5. maj 2008 tiltalt til straf for overtrædelse af færdselslovens § 3, stk. 1, § 67, stk. 1, jf. stk. 3 og § 82, stk. 3, ved onsdag den 16. maj 2007 kl. 08.50 at have ført lastbil under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden ad Østhavnsvej i Århus, idet lastbilen var belæsset med en ca. 3 tons tung jernkonstruktion, der ikke var tilstrækkelig fastgjort, og som ved kraftig opbremsning eller svingning kunne skride på ladet eller skride ud til siden og falde af, hvilket medførte fare for skade på person eller ting, ligesom køretøjet ikke var i forsvarlig stand, så det kunne benyttes uden fare og ulempe, idet køretøjets containerlåse på de langsgående ladvanger var uvirksomme.

Anklagemyndigheden havde påstået chaufføren idømt bøde og frakendt førerretten betinget, jf. færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1.

Chaufføren nægtede sig skyldig.

Som jeg også nævnte det i forbindelse med den tidligere dom, vil anvendelsen af disse bestemmelser altid være underlagt det skøn, som det i sidste ende tilkommer domstolen at udøve, og i sager, hvor der rent faktisk ikke er sket nogen skade er det særlig vanskeligt at trække stregen rigtigt, fordi der for så vidt ikke er nogen facitliste for, hvad ”rigtigt” er.

Har der ikke været foretaget nogen udskridnings- eller bremseprøver, vil domstolene ofte have tendens til at læne sig op ad den lidt mere tekniske, matematiske analyse og konklusion, som statens bilinspektør senere fremkommer med, og af og til kommer den tvivl, der kan ligge i, at inspektøren sædvanligvis ikke har været på stedet den tiltalte til gode.

I den seneste sag havde bilinspektøren afgivet følgende erklæring (og det er værd at bemærke sig at også han måtte forlade sig på oplysninger fra andre):

”Fastgørelse af læs.

Efter anmodning fra Østjyllands Politi fremsendes hermed en udtalelse om fastgørelse af en cylinderformet genstand bestående af mange langsgående rør.

Denne udtalelse sker på grundlag af oplysningerne i politirapport x med tilhørende fotos og politirapport xx.

Af dette materiale ses, at den cylinderformede genstand er placeret på 2 paller, som står direkte på ladet, genstanden er ikke surret eller afstuvet; men fastholdt af friktionen mellem genstand og underlag samt muligvis af kranen, som med grabben ”gaber” over bagenden af genstanden og muligvis bidrager til at øge friktionskraften med et ekstra tryk på bagende af genstanden.

En kran af denne type arbejder med hydraulisk tryk og hvis dette tryk forsvinder, kan kranen bevæges næsten frit. Alle eller næsten alle moderne kraner er imidlertid forsynet med kontraventiler, rørbrudsventiler eller andre sikkerhedsforanstaltninger, som gør, at kranen normalt låses i positionen bestemt af betjeningen.

Da jeg ikke har indgående kendskab til netop denne kran måtte jeg i det ovenstående tage et vist forbehold, derfor er ordet muligvis benyttet i forbindelse med fastgørelsen.

Det er ikke muligt ud fra det foreliggende materiale at fastslå, hvor kraftigt kranen presser på genstanden, og dette er af betydning for risikovurderingen.

Det ses af de vedlagte fotos, at genstanden ikke ligger an mod forsmækken og den vil med stor sandsynlighed glide fremefter ved en kraftig opbremsning, medmindre kranen trykker med et tryk svarende til omkring 4 t og dette må anses for usandsynligt, da det vil beskadige rørene.

Kranens bidrag til fastholdelse af genstanden er, at den kan hindre bagende af genstanden i at glide ud til siden, og kun i begrænset omfang hindre, at genstanden skrider fremefter.

Ved svingning vil genstande forblive på ladet, hvis friktionskraften er større end centrifugalkraften. Med en almindelig friktionskoefficient på 0,5 betyder det, at der kan køres i en cirkelbue med en radius på 20 m med en hastighed på ca. 12 km/h.

Den ufuldstændige fastgørelse af containerbladet er i forbindelse med den konkrete kørsel uden væsentlig betydning, fordi ladet kun kan falde af ved at vippe op over chassisets længdevanger, og dette vil næppe ske for et tomt containerlad, som dette kan anses for, da den øvrige last vil være skredet ud til siden eller faldet af længe inden kræfterne bliver så store, at de har betydning for ladets forbliven på lastbilen.

Konklusion: På grundlag af ovenstående vurderes det, at den transporterede genstand ikke er tilstrækkeligt fastgjort, da der i forbindelse med kraftig opbremsning eller kraftig svingning ved hastigheder over ca. 10 m/h er nærliggende risiko for, at genstanden skrider på ladet.

Såfremt det bliver nødvendigt med en katastrofeopbremsning kombineret med en undvigemanøvre ved hastigheder over 10-15 km/h vil forenden af genstande skride ud til siden, næsten uanset hvor kraftigt kranen trykker på bagenden af genstanden.”

Chaufføren forklarede i retten bl.a., at han kørte på den pågældende strækning den nævnte dag. Han skulle hente en tromle hos Århus Oliefabrik. Han kørte ca. 200 meter og med en hastighed på ca. 30 km/t. Han skulle blot køre ligeud og altså ikke dreje til nogen af siderne.

Chaufføren skulle køre til den virksomhed, hvori han var ansat - i alt en strækning på ca. 500 meter. Det drejede sig om en rund genstand. Den var læsset på bilen hos Århus Oliefabrik. Den var lagt på 2 paller.

Der var ikke nogen palle i midten, men derimod på siderne af tromlen, således at den ikke kunne vippe ud fra traileren. Pallerne kunne holde et vist tryk. Desuden var den på lastbilen monterede kran anbragt således, at grabben holdt fast i den ene ende af tromlen.

Chaufføren og en medarbejder hos Århus Oliefabrik forsøgte at anbringe nogle særlige bånd for at fastholde tromlen, således at den ikke kunne rokke, men det var ikke praktisk muligt at fastholde den på denne måde. Chaufføren redegjorde for låsemekanismen. Det var ikke hans egen lastbil, men firmaets, hvor han var ansat. Firmaet forarbejdede skrot.

Chaufføren forklarede endvidere, at de nævnte låse ikke havde nogen betydning for sikkerheden, da politiet standsede lastbilen med tromlen. Dette skete efter, at chaufføren havde talt med en politimand om, hvor tung tromlen var. Derefter fotograferede politiet. Chaufføren foreslog politimanden, at man kunne foretage en prøve f.eks. på Multiterminalen for at se, om tromlen ville falde af, hvilket blev afvist af politimanden.

Den betjent, der havde standset chaufføren, forklarede, at han kørte almindelig patruljekørsel, da han bemærkede chaufførens bil, der kørte rundt om hjørnet.

Betjenten standsede lastbilen, idet han bemærkede, at der lå en cylinderformet genstand på ladet. Den var anbragt på 2 paller. Det var på grund af belæsningen, at vidnet standsede lastbilen, bl.a. for at se hvorledes tromlen var fastgjort.

Som nævnt var der anvendt 2 paller, men det viste sig, at de øverste brædder på pallen var knækket på grund af vægten. Endvidere var der anvendt en kran, der holdt fast i den ene ende af tromlen, og i øvrigt var kranen kun i stand til at holde den bagerste del af tromlen. Vidnet så på låsene og redegjorde for dem. Når låsene fungerede forhindrede det, at godset ikke ”hoppede op og ned”.

Bilinspektøren forklarede bl.a. i overensstemmelse med sin erklæring, som jo på forhånd var i chaufførens disfavør. Det var derfor forsvarets opgave at ”komme omkring” under afhøringen i retten. Eksempelvis fremgik det jo af erklæringen, at inspektøren mente at godset kunne lide skade, hvis det var kranen det trykkede det fast, men øjensynligt havde inspektøren ikke fået den - ikke uvæsentlige - oplysning, at der var tale om godsskrot.

Han forklarede at han fik sendt skriftligt materiale og fotografierne, og anvendte dette til sin erklæring, og han havde således ikke set lastbilen.

Han omtalte forskellen mellem en ældre kran og en nyere kran og hydraulikken. Når kranen fastholdt den bagerste del af tromlen, kunne man risikere, at den forreste del svingede i tilfælde af, at bilen drejede.

Tromlen var fastgjort på en utilstrækkelig måde ved bare at ligge som nævnt på ladet. Derefter omtalte vidnet konklusionen i hans erklæring, der viste, at der var stor risiko for, at lasten ville skride ud i tilfælde af en svingen med lav hastighed.

Vidnet mente ikke, at lastbilen ville vælte, selv om tromlen faldt af. Det væsentligste var, at der forelå en fare for andre personer, eventuelt for føreren af lastbilen. Vidnet redegjorde for containerlåsene.

Chaufføren blev herefter afhørt igen og forklarede yderligere, at når han havde talt om, at pallerne skulle være knækket skyldtes det ikke vægten på tromlen, men at pallerne var indrettet således, at tromlen lå stabilt på lastbilen.

Kranen var af nyere dato og var indrettet med en såkaldt chokventil. Det var chaufførens opfattelse, at kranen kunne udøve et tryk på mere end 8 tons. Der var ikke pålæsset noget som kunne ”svippe op”.

Chaufføren måtte erkende, at containerlåsene ikke virkede.

Anklageren nedlagde herefter sin påstand om en bøde på 2000 kr. og betinget frakendelse af førerretten. Hun redegjorde nærmere for bevisførelsen, herunder politibetjentens forklaring og bilinspektørens erklæring og forklaring i retten.

Det fremgik heraf, at den pågældende tromle ikke var læsset på en sikker forsvarlig måde. Det drejede sig navnlig om risikoen for fare eller skade, når bilen drejede, eller når det var nødvendigt at lave en pludselig manøvre på grund af trafikforholdene m.v. Det var uden betydning, hvor kraftigt trykket var fra kranen på tromlen. Anklageren henviste til to tidligere domme.

Jeg henviste som forsvarer for chaufføren bl.a. til, at der ikke fandtes nogen regler om, hvorledes man fastsurrer gods af den pågældende slags på lastbil.

Det var som bekendt anklageren, der skulle bevise chaufførens rigtighed. I dette tilfælde drejede det sig om en lille tur og tiltalte kørte med en hastighed af 30 km/t. Der var efter de pågældende omstændigheder ingen risiko for fare eller skade, idet chaufføren kun skulle køre lige ud med lastbilen.

De 8 tons, der er nævnt, er blot et løst skøn. Bilinspektøren havde alene haft fotografierne og skriftligt materiale, men havde ikke foretaget undersøgelse af kranen på lastbilen, herunder dens alder, hydraulik m.v. Det var af betydning, at kranen var forsynet med chokventil.

Indledningsvist bemærkede retten i sine præmisser, at chaufføren havde erkendt, at lastbilens containerlåse på de langsgående bladvanger var uvirksomme. Efter det oplyste havde der ikke været de fornødne foranstaltninger på langs af tromlen, der kunne formindske risikoen for, at tromlen skulle falde af, f.eks. ved at lastbilen drejede, og at der opstod uforudsete hindringer i trafikken. Efter bilinspektørens udtalelse, var det ikke fuldt tilstrækkeligt, at kranen fastholdte den ene ende af tromlen, da trykket fra kranen ikke var stærk nok til at forhindre, at tromlen faldt af, eller at der var risiko herfor.

Det var efter rettens opfattelse uvist, om denne krans tryk på tromlen havde været så hårdt, at der var sikkerhed for, at tromlen ikke faldt af under de omstændigheder, der var nævnt ovenfor. Endvidere blev det bemærket, at bilinspektøren havde peget på, at hans erklæring alene var baseret på hans skriftlige materiale og fotografierne, således at han ikke havde foretaget en besigtigelse af lastbilen og kranen.

Sammenfattende var det rettens opfattelse, at det ikke var fuldt bevist, at lastbilens belæsning under de givne forhold havde været så uforsvarlige som nævnt i anklageskriftet.

Chaufføren blev derfor frifundet.

Retten fandt dog anledning til at påpege, at en tromle som den pågældende burde sikres bedre ved f.eks. at foretage de fornødne sikkerhedsforanstaltninger på langs med tromlen, således at risikoen for fare eller skade formindskes.

Så man kan sige, at den ellers glade chauffør fik en lille løftet pegefinger med hjem i tasken.