Godt resultat i første hele driftsår i Danmark
2007 var første hele driftsår for World Flight Services’ fragtterminal i Københavns Lufthavn – og det blev et godt år, lyder meldingen.
Af Herbert Nielsen
I alt 48,584 tons blev der håndteret i terminalen – og det er godt og vel over det budgettal på 40,000 tons, der tidligere har været fremført.
Af denne mængde var 27,712 tons eksportgods, mens 5,491 tons var importgods med destination København og omegn. Endelig var 5,381 tons transfergods, der blev roteret mellem ind- og udgående fly for videre transport.
- Vi er generelt godt tilfreds med vores gods mængder i vores første sammenhængende år i CPH lufthavn. Der er stadigvæk plads til en forøgelse, før vi når vores maksimum på 60.000 tons per år som terminalen er bygget til, siger Thomas Petersen, WFS Denmark station manager – der i øvrigt er en ”gammel bekendt” for mange speditører fra sin fortid i Singapore Airlines Cargo her i København.
Høj kvalitet- Vi mener selv, at vi har vist, at WFS er en seriøs handling agent, der sætter kvaliteten meget højt - og samme høje kvalitet er grunden til, at vi ser en så stor godsmængde efter kun halvandet år i København.
Terminalen startede produktion den 2. maj, 2006, med Delta Air Lines, Continental Airlines, KLM Cargo, Air France Cargo, Air China, Alitalia Cargo Leisure Cargo, Norwegian, British Airways World Cargo blandt sine kunder i det første år, hvor man nåede op på 10,000 tons, og siden fulgte Korean Air Cargo og Turkish Airlines in 2007.