Kritik af dyretransport ude af proportion
Fødevareminister Eva Kjer Hansen besøgte forleden ITD i Padborg, som benyttede lejligheden til at fortælle om branchens egen betydelige ansvarlighed ved dyretransporter
Det var Eva Kjer Hansens første besøg hos ITD som fødevareminister, og hun blev informeret grundigt om de udfordringer, som ITD’s medlemmer og den internationale vejtransport står over for.
På mødet blev især drøftet betingelserne for dyretransportørerne og branchens håndtering af fødevare- og foderstofsikkerhed, oplyser ITD, som overfor ministeren slog fast, at ITD og de internationale dyretransportører fortsat ønsker at bidrage til, at branchen sikrer og optimerer dyrevelfærden under transporterne.
- Men ITD henledte ministerens opmærksomhed på, at de danske dyretransportører de senere år har været udsat for urimelige lovgivningsmæssige tiltag forårsaget af enkeltsager i pressen. Tiltag, som på mange måder er ude af proportioner med transportørernes reelle indflydelse på dyrevelfærden, lyder det fra organisationen.
AnsvarlighedI dag kan chauffører og vognmænd således automatisk fratages deres ret til at udøve deres erhverv på baggrund af subjektive vurderinger fra forskellige myndigheder – uden at dyrevelfærden har været i fare, påpeger ITD.
- Det er specielt kravene til dyrenes transportegnethed, som ITD grundlæggende mener bør være landmændenes ansvar, idet disse har fulgt dyrenes opvækst og udvikling løbende, og derfor er de eneste, der kan afgøre, hvorvidt et dyr er transportegnet eller ej. Ligeledes giver arealkrav og krav til strøelse frit spil for subjektive vurderinger med efterfølgende risiko for alvorlige sanktioner over for vognmænd og chauffører.
Tilbud om egenkontrolITD mener, at urimelige lovgivningstiltag har været medvirkende til en massiv udflagning af danske køretøjer. Generelt bør Danmark undgå at indføre egne særregler, men derimod sikre dyrevelfærd gennem hensigtsmæssige EU-regler.
På fødevare- og foderstofområdet har ITD sammen med andre brancheorganisationer udviklet egenkontrolprogrammer, hvor transportørerne kan dokumentere, at de lever op til reglerne om fødevare- og foderstofsikkerhed. Det er egenkontrolprogrammer, der i dag er fuldt accepteret af myndighederne og af branchen. ITD tilbød derfor fødevareministeren at udvikle et tilsvarende egenkontrolsystem for transport af levende dyr. Ministeren hilste dette brancheinitiativ velkommen.
Egenkontrolindsatsen på fødevaretransportområdet overflødiggør efter ITD’s opfattelse, at transportører skal være omfattet af krav om optagelse i den nyligt indførte Næringsbase.