Det er et velkendt fænomen, at det ikke altid er sandheden, man bliver bedømt på, men lige så meget, hvad folk tror, der er sandheden. Det har transportbranchen også oplevet, når man pr. automatik bliver skældt ud for alle problemer på landevejene, og når lastbiler i medierne udnævnes til selve symbolet på luftforurening.

Endnu værre har det været omkring dyretransport, hvor nogle modbydelige sager, har været vist i TV. Ingen er et sekund i tvivl om, at der skal skrides hårdt ind overfor den slags mishandling, men risikoen er, at man kommer til at skære alle over én kam. At de fornuftige, dygtige og ansvarlige også stemples som utroværdige, selv om de gør alt hvad der står i deres magt for at drive deres forretning på et etisk grundlag og med fuld hensyntagen til dyrenes behov og velfærd under transport.

Nu er det heldigvis et stykke tid siden, at der sidst har været sager fremme med uheldige eksempler på overtrædelse af reglerne for dyretransport. Så det er fornuftigt, at ITD i en sådan rolig stund tager sagen om dyretransport op med fødevareminister Eva Kjer Hansen, så man kan diskutere, hvad der er fakta og hvad der er myter inden for dansk dyretransport – og ikke mindst hvad der skal gøres.

For når der ”kører” en skandale-sag i medierne er det næsten umuligt at komme til orde med hverken fornuftige forklaringer eller påvisning af, at der i langt de fleste tilfælde foregår en både sober og kvalitetsbetonet dyretransport. Så kommer ministeren under voldsomt pres for at gøre noget her og nu. Og hvilken minister vil se ud som én der bare lader stå til. Derfor kommer der krav om flere regler, mere kontrol, hvis folkestemningen da ikke ligefrem kræver forbud mod overhovedet at transportere dyr. Det hele bliver blæst ud af proportion, og branchen stå tilbage ikke alene med et for langt de flestes vedkommende helt ufortjent dårligt image og endnu flere i hast sammenflikkede regler og stramninger.

Hver ny enkeltsag ser ud til automatisk at udløse endnu en stribe nye regler eller krav.

Ligesom på miljøområdet, hvor ITD var blandt de allerførste til selv at tage ansvar og udarbejdede en miljøhåndbog før ordet CO2 overhovedet var kommet uden for skolens fysiklokale, har branchen og dens repræsentanter erklæret sig fuldt ud parat til at påtage sig det ansvar, der naturligvis skal løftes, når man har ansvaret for dyr i sin varetægt – også selv om debatten får det til at lyde som om transportøren er den eneste, som har et ansvar for dyrevelfærd. Men også landmanden har et betydeligt ansvar i disse sager.

Det kan ikke være rigtigt, at seriøse og ansvarlige erhvervsdrivende skal kunne miste deres levebrød så let som ingenting – fordi nogle andre blæser på alt, hvad der hedder ansvar og anstændighed.

Vi ser noget tilsvarende, når der indtræffer en af de frygtede højresvingsulykker – hvis antal heldigvis er for nedadgående. Så lyder kravet om, at lastbilerne skal væk. Helt uden tanke for de millioner og atter millioner af kilometer, de kører på de danske veje uden uheld og med stor professionalisme. I forvejen er der få områder herhjemme, som er så minutiøst lovreguleret som den danske vejtransport og så tætpakket med sanktioner for selv den mindste overtrædelse.

I takt med, at transportvirksomheder udvikler sig mere og mere til moderne virksomheder med stigende etisk standard og nogle præstationer, som burde aftvinge beundring snarere end mistro, bliver lovregulerings-manien mere og mere fejlanbragt.

Derfor må man benytte en imagemæssig rolig periode som den nuværende til at få diskuteret, hvilke regler, der rent faktisk er brug for og så sikre, at de bliver overholdt – og at branchen er parat til et stort mål af selvjustits og egenkontrol. Ingen har jo på noget tidspunkt forsvaret lovovertrædelser.

Tiden er inde til, at man viser transportbranchen større tillid.