VW tager kontrol med Scania
Volkswagen har sikret sig 68,6 procent af stemmerne i den svenske lastvognsproducent Scania.
Det er det svenske selskab Investor AB og Wallenberg-stiftelsen, der har solgt sin betydelige A-aktiepost til Volkswagen. Købet betyder at Volkswagen øger sin stemmeandel fra 38 procent il 68,6 procent og dermed har den tyske automobilgigant fuldstændig kontrol over Scania AB.
Volkswagen oplyser i en pressemeddelelse, at koncernens kapitalandel nu udgør 37,7 procent mod hidtil knap 21 procent.
Der er betalt 200 SEK per aktie, hvilket betyder, at Volkswagen har betalt 17,6 mia. SEK.
Volkswagen forpurrede forrige år tyske MAN’s planer om et opkøb af Scania, da man købte en stor aktiepost i MAN. Volkswagen, der selv producerer lastvogne i Sydamerika, oplyser, at Scania fortsætter som hidtil med hovedsæde i Södertalje i Sverige.
Men det ventes, at Volkswagens går efter et udstrakt samarbejde om produktion og produktudvikling mellem Scania, MAN og Volkswagens egen lastvognsproduktion.