Brint på gaflen
Danmarks hidtil største forsøg med brintdrevne køretøjer på vej i Vestjylland
Af Lars Lassen
Til sommer tager fire byer i Vestjylland et lille hul på det brint-eventyr, der måske rummer løsningen på fremtidens brændstofløsning, når enten manglen på fossile brændstoffer eller måske snarere politisk bestemte krav om markante CO2-reduktioner, sætter en stopper for oliebaserede brændstoffer i motordrevne køretøjer.
Det er Holstebro, Ringkøbing, Hvide Sande og Skjern, der deltager i projektet ”Hydrogen Link Vestjylland”, der bliver det hidtil største projekt med brint som drivmiddel til transport i Danmark.
Store visioner starter som bekendt med små skridt og forsøget omfatter foreløbig kun ganske få køretøjer. Gaffeltrucken i en brændselscelledrevet version går igen flere steder.
I Hvide Sande indsætter Hvide Sande Fiskeauktion fra starten af juni en gaffeltruck, hvor batterierne er erstattet med brændselsceller. P. Grene A/S i Skjern tager samtidig en brændselscelledrevet gaffeltruck i brug.
I Holstebro indsættes brint-teknologien i mere rekreative funktioner. Golfclub Storådalen tager et brændselscelle-drevet golfkøretøj i brug. I Skov- og Naturstyrelsen Vestjyllands plantage, Klosterheden, skal et brændselscelledrevet køretøj hjælpe gangbesværede rundt i skoven.
Tyngdepunktet for projektet ligger på brugssiden i Ringkøbing, hvor Vestas A/S tager en brændselscelle drevet gaffeltruck i brug. Samtidig tager Ringkøbing-Skjern Kommune to brændselscelle hybridvejkøretøjer i brug: en bybil og et arbejdskøretøj til gågaden.
Forsøgsordningen kommer anslået til at koste omkring 13 millioner kroner.
Brint på tankenDet spændende brint-forsøg vil være omsonst, hvis der ikke er en sikker og stabil levering af brint. Derfor består en væsentlig del af forsøget i opstillingen af seks brinttankstationer, der alle åbner 11. juni i år.
Brinttankstationerne etableres på Golfclub Storådalen ved Holstebro (hvor der på længere sigt etableres yderligere en brinttankstation ved Nupark), i Skjern ved P. Grene A/S, på havnen i Hvide Sande, hos Vestas A/S i Ringkøbing.
Endelig placeres en brinttankstation ved Vestforsyning i Holstebro, hvor mandag 22. februar indviede det brintproduktionsanlæg, der skal forsyne de seks brinttankstationer med brint.
Brintproduktionsanlægget er kun første skridt på vejen til realiseringen af Vestforsynings brintstrategi, der sigter langt videre end levering af brint til køretøjer. På længere sigt agter selskabet nemlig at anvende brinten til produktion af biogas. I første omgang skal dette prøves af på renseanlægget, hvor der i dag produceres biogas af spildevandsslam.
- Der er mange, der producerer brint, men vi er de eneste i verden, der kombinerer brintproduktion med produktion af biogas, fortæller energi- og udviklingschef Poul Lyhne fra Vestforsyning.
VindmøllestrømBrint fungerer som energibærer og Vestforsyning håber på sigt, at kunne lagre overskudstrøm fra vindmøller, ved at omdanne den til brint. I dag sælges overskudsstrømmen fra vindmøllerne til vore nabolande til udsalgspriser, men med brintteknologien bliver det muligt at gemme energien og anvende den, når markedsprisen på strøm er høj.
På sigt er det meningen at brintproduktionen skal flyttes til området ved udviklingsparken Nupark, hvor etableringen af verdens største bioenergianlæg Maabjerg BioEnergy er på tegnebrættet.
Her skal brinten omdannes til methan og indgå som ”booster” i biogasproduktionen.
I den forbindelse er det også planen at bygge et demonstrations-tankanlæg til brint i Nupark i Måbjerg-området, som i forvejen er ved at blive adresse for en lang række spændende projekter inden for vedvarende energi.
InfrastrukturenHydrogen Link Vestjylland er en del af det nationale Hydrogen Link netværk, som netop arbejder med at fremme en dansk infrastruktur af brint tankstationer.
Et arbejde, der har stået på siden 2005. Med åbningen af brint tankstationerne i Vestjylland til juni 2008 tages første skridt i at sikre adgangen til tankstationer i hele Danmark på sigt.
BrændselscellerEn brændselscelle danner elektricitet ved en kemisk proces, hvor eksempelvis brint, metan eller metanol går i forbindelse med ilt. Herved dannes en elektrisk strøm, der kan anvendes til drift af eksempelvis el-pærer eller elmotorer. Teknologien er stadig forholdsvis dyr, men den har for længst bevist, at den er praktisk anvendelig. Den tyske flåde har eksempelvis indført hybrid-ubåde, der kombinerer konventionelle dieselelektriske motorer med batterier med brændselsceller, hvilket betyder at ubådene kan holde sig neddykket i flere uger.