Betz tilstår bedrageri og bestikkelse
Thomas Betz har erkendt sig skyldig i hovedparten af anklagepunkterne i omfattende sag om socialt bedrageri og bestikkelse.
Sagen mod Thomas Betz, der stod i spidsen for familievirksomheden Spedition Willi Betz, kører nu ved landsretten i Stuttgart.
- Jeg påtager mig det fulde ansvar, for det der er sket. Jeg står sammen med virksomheden inde for konsekvenserne, skal den 49-årige speditør have sagt i retten.
Betz står tiltalt for bestikkelse og socialt bedrageri for tilsammen 50 millioner euro, hvilket svarer til 380 millioner kroner.
Thomas Betz har i retten forklaret, at speditionsvirksomheden aldrig var kommet ind på markederne i de østeuropæiske lande, hvis man ikke havde smurt lokale embedsmænd økonomisk.
Thomas Betz står til en bødestraf på over to millioner euro, samt op til fem års fængsel.
Der afsiges dom i sagen, der startede helt tilbage i 2003, 17 marts.