Den modbydelige lugt hang stadig i luften, selvom der var blevet gjort rent efter alle kunstens regler og luftet ud i flere dage. Selv om fluen bestemt ikke var sart, så følte den sig generet af både stanken af brændt bygning og hele stemningen efter branden.

Den havde faktisk overvejet helt at forlægge residensen væk fra vognmandens kontor, men fluen var kommet til at holde så meget af sin vindueskarm, at der skulle mere end en enkelt uheldig oplevelse til, for at få den til at opgive sin trygge bastion.

Og når vognmanden kunne klare det, så kunne fluen i hvert fald også.

Han havde ellers været temmelig nedbøjet efter branden, som en overgang havde truet med at lægge hele firmaet i aske. Men brandvæsenet havde været hurtigt på pletten og effektivt bekæmpet flammerne, så det var kun gået ud over den nye tilbygning. Den var til gengæld ubrugelig nu.

Fluen havde hørt vognmanden sige, at de faktisk havde været heldige, at det ikke var gået langt værre. Men glad var han ikke.

Men så vidt fluen kunne forstå, så lod det til, at forsikrings-selskabet var til at tale med. Det var hurtigt blevet fastslået, at branden var opstået som følge af noget svejsearbejde inde til tilbygningen. Nogle gnister havde tilsyneladende ligget og ulmet i en bunke klude, som håndværkerne havde brugt.

Men først havde forsikringsselskabet ment, at sagen ikke var så oplagt og selv om de ikke havde sagt noget direkte, havde chefen i begyndelse fået fornemmelser af, at de måske troede, at han eller nogen i firmaet havde haft noget med sagen at gøre. Han var blevet rasende. Værre end fluen nogensinde havde set ham før, men heldigvis lykkedes det for omgivelserne at få ham beroliget inden han sagde alt for meget grimt til forsikringsmanden. Og brandeksperterne havde hurtigt kunne finde frem til, hvordan ilden var opstået.

Men vognmanden havde bestemt ikke genfundet sit gode humør. Det kunne fluen se og det kunne bogholderen også se i samme øjeblik, han trådte ind ad døren til chefkontoret.

- Nå, vi kan da i det mindste regne med en klækkelig sum fra forsikringen. Det ender med, at vi kommer ud af sagen uden større skrammer, sagde bogholderen.

Chefen nikkede: - Ja, advokaten siger i hvert fald, at det hele er faldet ud til vores fordel.

Men jeg må indrømme, at det hele går mig på. Det er som om, vi ikke skal have lov, at gennemføre den udvidelse, sagde chefen.

Han plejede ellers ikke at være særlig filosofisk eller teatralsk, men bogholderen kunne klart fornemme, at det var noget andet og mere end blot branden og tabet, som nagede ham.

- Jeg ved ikke om, jeg har lyst til at begynde forfra med den udvidelse. Måske skulle man blot slå sig til tåls med det vi har. Der er ingen, der siger, at et firma altid skal vokse og vokse. Mange siger nok er nok, og trives fint netop ved ikke at blive større end man kan overskue.

Bogholderen så lidt bekymret på ham: - Helt ærligt. Hvad er det du ikke kan overskue? Fusionen er på plads og kører bedre end vi havde turdet drømme om. Vi har hårdt brug for den ekstra plads. Og vores IT-system er omsider kommet helt op i omdrejninger efter, at opdateringen omsider er blevet færdig. Det er da nu, at vi skal nyde frugterne af alt det arbejde, vi har lagt i den fusion.

- Ja, ja. Men du kan da ikke nægte, at der er firmaer, som kører perfekt, netop fordi de har valgt at holde fast ved den optimale størrelse for netop dem.

- Bogholderen slog ud med armene. – Du glemmer, at vi allerede har udvidet. Vi kan ikke bevæge os tilbage, for det vi kom fra er jo ikke længere det samme. Vi kan da ikke bare smide de nye kunder ud eller sige til dem, som vi har givet udvidet service, at det er slut nu.

Chefen stirrede frem for sig: - Nej, naturligvis ikke. Men det er da mærkeligt, at i samme øjeblik alting er faldet på plads med fusion og udvidelse, så brænder hele møget ned.

Fluen kunne se, at han prøvede at tage sig sammen. Han tog sin kam frem og begyndte distræt at rede sit tynde hår som altid, når han følte sig presset.

- Nå, sagde han, men jeg har fået det klaret med den midlertidige pavillon, hvor folk skal sidde indtil…

Bogholderen nikkede ivrigt imødekommende.

…og det bliver faktisk ikke noget problem med IT-kabler og alt det der. Så mon ikke vi overlever også denne udfordring.

Fluen var glad for at se, at chefen tilsyneladende var klar til at tage charge igen. Så skidt være med lugten i vindueskarmen, den forsvandt vel efterhånden.

Og bogholderen var lettet: - Ja, det skal nok gå. Jeg har faktisk lavet oplæg til den plan, vi talte om inden branden.

- Jamen det er jo en yderligere udvidelse. Kan vi klare det?

Bogholderen trak på skuldrene. – Hvis du kan klare det, så kan vi andre også.

- Ja, ja. Vores naturlige størrelse er nok en anelse større end nu. Faktisk er der mange ting der bliver lettere, når man når op over en vis kritisk masse, sagde chefen, og hev de chokoladekiks op af skuffen, som fluen så godt kunne lide.

Chefen rakte rullen til bogholderen og allerede da røg der nogle krummer på gulvet.

- Måske har den forskrækkelse uventet vist os, at vores basis faktisk er kernesund og i orden, sagde vognmanden.