Det var svært at få armene ned efter guldtriumfen ved Europamesterskaberne i herrehåndbold. Halvdelen af den danske befolkning levede i en sejrsrus i de dejlige januar dage – ja, vi var på det nærmeste helt euforiske.

Og er der noget, danskerne kan stå sammen om, så er det, når nationale fodbold- eller håndboldhold stiller op til internationale mesterskaber. De fleste af os sidder klinet til TV-skærmene, når vore hold deltager – og når det går godt – vel at mærke. Jeg hørte da også mig selv sige: Vi vandt – havde det derimod været et nederlag, havde det måske lydt: De tabte.

Det er tilsyneladende en normal måde at reagere på, vi vil gerne være med, når det går godt, ellers kan det næsten være lige meget. For det passer til de fleste danskeres selvopfattelse, at vi som små og undertippede kan slå de store og seje. -At det i dette tilfælde så også var et helt hold, der kunne stå sammen og trække nationen hen til toppen af podiet og få guldmedaljer om halsen, var jo herligt. Vi udviser her en nationalfølelse, som vi til daglig måske er lidt angste for at udtrykke alt for klart, af skræk for at blive sat i bås med folk på den yderste højrefløj.

Årsagen til sejren og det flotte resultat skal ikke mindst tilskrives håndboldherrernes leder Ulrik Wilbek. Han har turdet udtrykke det, de færreste danskere har som kendemærke, at turde give udtryk for, at vi kom for at vinde guldet. Ikke nok bare at være i medaljerækken, nej det var målrettet guldet. Wilbek har vist det med damehåndbold og herrehåndbold – hvad bliver det næste?

Hører du også til dem, der får røde ører, når du er til møde eller generalforsamling i den lokale sportsklub, grundejerforening, borgerforening eller lignende, når formanden hen over forsamlingen spørger, hvem der har lyst til at stille op til bestyrelsen m.m. Her er det nemlig, at mange af os sidder og skotter os, og håber på, at det ikke lige er mig han/hun tænker på. Faktum er da også, at det de seneste par år er blevet sværere og sværere at få frivillige til at stille op.

”I gamle dage”, da man havde en arbejdsuge på seks dage – højst havde et par ugers ferie og gennemsnitslevealderen var væsentlig lavere end den er i dag, da havde folk på en eller anden måde bedre tid til at være aktive i foreningsliv og meldte sig frivilligt som formand, sekretær, kasserer – eller måske endnu bedre som træner i den lokale fodboldklub eller håndboldklub – for ikke at tale om at være aktiv indenfor spejderbevægelsen – alle de ildsjæle, hvad er der blevet af dem? Har enhver nok i sig selv, har vi udviklet os til en flok egoister? For det er da vist ikke tiden, det kniber med. Statistikker viser, at hver dansker bruger mere end 3 timer på at se TV – i gennemsnit – om dagen. Tænk engang.

Nej, hver enkelt skal gøre noget for, at tidens børn og unge har noget at gå op i – det er ikke nok at melde børnene ind i klubber, man skal også møde op til generalforsamlinger, være dem, der stiller op for at køre børnene fra Herodes til Pilatus. Det er mærkværdigt nok næsten altid de samme forældre, der stiller op. -Hvorfor er det altid de andres forældre, der står derude og hepper på mine kammerater, hvorfor er mine forældre her ikke til at se, hvor god jeg er blevet – se på at jeg scorer, se at jeg er blevet så god til at svømme, lyder det fra mange børn.

For indenfor sport har man heller ikke mulighed for udklækning af nye talenter, hvis ikke vi har en flok frivillige, der søndag efter søndag stiller op, som træner, dommer eller helt enkelt supportere/støtter – så har vi måske ikke noget guld-hold om føje år.

–Og meget betegnende er det de samme forældre, der senere – når børnene bevæger sig ud i nattelivet på egen hånd, stiller op som ”vagtværn” som Natteravne.

Ha’ det godt til vi ses i marts.