Nogle betaler mere end andre
Visse medlemmer af arbejdsgiverforeningen ATL betaler mere til transportbranchens uddannelsesfond end andre
Falder en administrativ lettelse, der er lavet for at lette medlemmernes arbejde, så de slipper for at gøre timeantallet op, ud til foreningens fordel så det i stedet bliver til en dyr fornøjelse for medlemmerne?
Det spørgsmål har vognmand Jørgen Egeskov i Vamdrup kigget lidt nærmere på. Han er bestemt ikke tilfreds med, at man efter hans opfattelse ikke overholder overenskomsten, der klart siger, at der skal betales 0,25 kr. pr time til TSU (Uddannelsesfond).
Jørgen Egeskov siger, at det må være ganske let at tage antallet af timer og gange dem med 0,25 kr. For Vamdrup Specialtransport betyder ændringen fra timesats til procentsats alene i 2007 en ekstra udgift på 2.334,96 kroner.
TilbagebetalingHan har derfor helt tilbage i november måned anmodet ATL om et svar på dette problem. Samtidig har han anmodet om at få at vide, hvordan han bærer sig ad med at få tilbagebetalt det beløb, hans virksomhed Vamdrup Specialtransport, har betalt for meget i årenes løb.
I en mail har ATL svaret, at man har valgt at fastsætte et procentbidrag på 0,17363 % for 2007.
Fastsættelsen er sket ved forhandling mellem 3F og ATL ud fra informationer og beregninger af gennemsnitlig arbejdstid, løn, spredning i løn og bidrag pr. time.
Høj lønATL har i øvrigt gjort Jørgen Egeskov opmærksom på, at netop indbetalingen fra hans virksomhed kan forekomme høj, fordi den gennemsnitlige løn i Vamdrup Special Transport er høj.
Et forhold der naturligvis slår igennem, når man benytter et procentbidrag.
Jørgen Egeskov mener dog ikke at det er et tilfredsstillende svar.