Sø- og Handelsretten deler sol og vind lige i strid om forurenet last

Af advokat Henrik Kleis,

Advokatfirmaet Delacour, Århus

Den fælles nordiske sølov indeholder et væld af regler om både stykgods, transport og befragtning. Stykgodsreglerne, der er præceptive (ufravigelige) findes i kapitel 13, og befragtningsreglerne, der er deklaratoriske, finder man i kapitel 14.

En af sidstnævnte regler er § 337, hvoraf fremgår, at "Godset skal leveres og lastes med tilbørlig hurtighed. Det skal leveres på en sådan måde og i en sådan stand, at det let og sikkert kan tages om bord, stuves, befordres og losses."

I en sag, hvor Sø- og Handelsretten afsagde dom den 6. februar, var spørgsmålet bl.a. om en bortfragter i henhold til en kvantumskontrakt om søtransport af 20.000 tons forurenet jord fra Norrköping til Langøya var berettiget til at afvise godset, under henvisning til at det var for vådt, og til at oplægge det for befragterens regning. Med dette som udgangspunkt kom flere af reglerne i kapitel 14 i spil.

Sagen tog sit udgangspunkt den 3. maj 2005, hvor befragteren’s agent opfordrede bortfragteren til at gøre tilbud på afskibning af den forurenede jord, og bortfragteren afgav et tilbud samme dag. Af e-mail korrespondancen mellem parterne, der ikke tidligere havde indgået aftale med hinanden, fremgik blandt andet:

"…,

vi har i dag fået en ordre på 20.000 [tons] forurenet jord der skal til Langøya.

For at projektet kan gennemføres kræver det at vi får en meget billig skibsfragt, hvilket jeg ved du ikke er glad for.

Hvad kan du tilbyde af muligheder, når materialet er klar til afskibning efter 1. juli, og du kan bestemme tidspunkt for lastning i Norrköping ?

…"

Bortfragteren afgav på denne baggrund tilbud og henviste til "ellers vanlige betingelser".

Lasten skulle afskibes ad to omgange, og den første afskibning, der fandt sted med skibet "XX", forløb uden problemer. Anden afskibning skulle finde sted med søsterskibet "YY".

Den 20. december 2005 kl. 7.20 begyndte man at laste "YY" med den forurenede jord. Omkring kl. 10.00 standsede kaptajnen imidlertid lastningen med henvisning til, at lasten var for væskeholdig, og at rejsen til Langøya derfor ikke kunne ske forsvarligt, idet der var risiko for kæntring som følge af lastens konsistens og dermed bevægelse i lastrummet.

Bortfragteren og befragteren aftalte, at lasten skulle inspiceres af en surveyor, hvilket skete den 21. december 2005. Der blev drøftet forskellige løsningsmuligheder, men parterne kunne ikke nå til enighed om omkostningsfordelingen. Af surveyorens referat fremgik blandt andet:

”It appears that the cargo intended was unsuitable to be carried on this vessel due to its properties. As brought up by master there would have been possibilities to solve the problems of shifting cargo by means of appropriate actions. This was however abandoned as there was no party interested in bearing the extra costs that would have been incurred. … ”

Lasten blev herefter losset og lastrummet rengjort.

Bortfragteren indgik herefter et nyt certeparti for "YY" fra Klaipeda til Bayonne i Frankrig. Herefter sejlede skibet uden last til Jelsa for at afhente en tidligere aftalt last til Ladebow i Tyskland.

Den forurenede jord blev den 20. februar 2006 sejlet med et andet skib til Langøya, hvor det ankom den 23. februar 2003.

Bortfragteren anlagde herefter sag ved Sø- og Handelsretten med påstand om, at befragteren skulle betale den aftalte fragt 462.000 DKK med procesrente fra den 1. januar 2006, i demurrage 101.791,67 DKK med procesrente fra den 2. januar 2006 og til dækning af bortfragterens udgifter til rengøring modværdien i danske kroner af 109.969 SEK med procesrente fra den 18. august 2006.

Befragteren påstod frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb, og nedlagde selvstændig påstand om, at bortfragteren skulle betale modværdien af 236.938,00 SEK, subsidiært et mindre beløb med procesrente fra den 16. marts 2006 som erstatning for befragteren’s udgifter i forbindelse med den mislykkede afskibning. Heroverfor påstod bortfragteren frifindelse.

I retten blev bl.a. afgivet forklaring, at to forskellige surveyorer, der som det ofte er set før, ikke så helt ens på sagens kerne. Den første surveyor, der er senior ship surveyor hos de svenske søfartsmyndigheders Port State Control, forklarede, at han har til opgave at undersøge skibes sødygtighed, lastestabilitet, besætning m.v. Hvis skibene ikke lever op til de internationale regler, får de ikke lov til at sejle.

Han havde en samtale med kaptajnen på "YY" den 20. december 2005. Han så, at skibet blev lastet med et restprodukt fra kul eller lignende, som havde ligget længe på kajen uden at være beskyttet af en presenning eller lignende, hvilket kunne have holdt lasten tør og stabil. Det havde både regnet og sneet. Han kunne se, at jorden havde ligget på kajen gennem længere tid, idet der lå vand rundt om jordbunken.

Han var ombord på "YY" for at kontrollere lasten. Han er den ”port state control officer”, der ankom til skibet den 20. december 2005 kl. 10.25 som omtalt i kaptajnens ”Statement of Facts”.

Han kunne se, at lasten var meget væskeholdig. Lasten bevægede sig fra side til side i skibet, idet jorden var kontamineret med vand. Skibet var ikke egnet til at transportere denne last, og der var ikke lavet stabilitetsberegninger eller laboratorietests af lasten. Lasten var imidlertid så våd, at man efter hans opfattelse ikke kunne lave stabilitetsberegninger på jorden. Jorden var leragtig og mudret. Han ville have forbudt transporten, hvis ikke kaptajnen havde valgt at losse skibet. Han sagde til kaptajnen, at de skulle standse med at laste skibet, blandt andet af hensyn til besætningens sikkerhed. Der var ikke nogen, der foreslog, at man kunne lave en laboratorieanalyse af jorden for at undersøge, om jorden var våd, ligesom ingen, heller ikke kaptajnen eller rederiet, foreslog, at der blev lavet stabilitetsberegninger.

"YY" ville godt kunne have gennemført transporten, såfremt væskeindholdet i jorden havde været lavere. Der forelå kun godkendelse til at sejle med solid last. Intet skib, bortset fra tankskibe, kunne have transporteret jord med et så højt væskeindhold.

En anden surveyor var blevet hyret af befragteren og han forklarede bl.a., at skibet den 21. december 2005 lå med åbne luger og havde ca. 1.500 – 1.700 tons om bord, da han ankom. Der lå noget jord på kajen, ligesom lastbiler kørte yderligere jord til. Det var samme slags jord, der lå i lastrummet og på kajen. Jorden var stabil og let tilgængelig, nærmest som en slags dej. Den var væskeholdig, men flød ikke ud. Jorden var ikke mere fugtig, end at den kunne toppes. Jorden på kajen flød således ikke ud, men havde toppe svarende til tiplæs fra lastbiler, hvilket man kan se på de fremlagte fotos. Man kunne ikke se en skridningsvinkel. Han var ikke nede at se lasten sammen med kaptajnen, men han så selv lasten i lastrummet, som i konsistens svarede til det jord, der lå på kajen, idet jorden i lastrummet også lå i små toppe og ikke var flydt ud. Han ville tro, at jorden var blevet kørt til kajen inden for de seneste to dage, men han ved det ikke.

Kaptajnen vægrede sig ved at fortsætte lastningen, medmindre der blev foretaget sikkerhedsforanstaltninger, hvilket ville koste penge. Det blev diskuteret, hvem der skulle bære udgifterne til yderligere sikring af lasten. Alternativet var, at der måtte losses, og rejsen fortsættes uden lasten.

Skibet kunne have gennemført transporten, hvis jorden havde været tør. Efter hans opfattelse kunne skibet også have gennemført transporten med den konkrete jord uden yderligere sikring, set i forhold til den test, han havde udført.

Bortfragterens advokat gjorde i retten bl.a. gældende til støtte for fragtkravet, at der mellem parterne var indgået en kvantumskontrakt som omfattet af sølovens kapitel 14, jf. sølovens § 322, jf. §§ 362 og 367. Parternes pligter og ansvar var ikke detaljeret reguleret i parternes aftale, hvorfor de deklaratoriske bestemmelser i sølovens kapitel 14 finder anvendelse. I medfør af sølovens § 337, stk. 1, skulle befragteren levere lasten i en sådan stand, at den let og sikkert kunne tages om bord, stuves, befordres og losses. Lasten måtte ikke udgøre en fare for skibets sikkerhed. Parterne havde ikke i aftalen indføjet en decideret beskrivelse af lasten.

Man kan ikke ud af søloven læse, hvornår en lasts væskeindhold er for højt, hvorfor man må se på myndighedernes krav. Den svenske surveyor forklarede, at han ville have udstedt forbud mod transporten, såfremt kaptajnen ikke frivilligt havde aflastet, idet der var fare for, at skibet ville kæntre.

Advokaten anførte endvidere, at de to surveyors forklaringer stred mod hinanden, og at den ene var "befragterens mand". Det var uden betydning, om lasten var grav- og stakbar, idet det dog under alle omstændigheder blev gjort gældende, at lasten ikke var grav- og stakbar. ”Grav og stakbar” defineres ikke i søloven. Det fremlagte uddrag af IMO’s Code of Safe Practice for Solid Bulk Cargoes havde ikke relevans for nærværende sag, idet lasten ikke var ”cargo that may liquify”, og da en test ikke ville ændre væskeindholdet i lasten. Den svenske surveyor havde forklaret, at det kunne ses med det blotte øje, at jorden var for væskeholdig. Befragteren har heller ikke leveret en last, der var kontraktmæssig, idet lasten hverken levede op til bortfragterens forretningsbetingelser, sølovens § 337, stk. 1, eller var i overensstemmelse med de tidligere afskibede laster.

Retten henviste indledningsvist til befragterens opfordring til at gøre tilbud i e-mail af 3. maj 2005. I denne, der således var en del af aftalegrundlaget, var det angivet, at 20.000 tons forurenet jord skulle transporteres til Langøya. Der blev ikke i bortfragterens tilbud angivet nogle nærmere krav til jorden, herunder dens tørhed, selv om det var nærliggende for bortfragteren at antage, at jorden kunne være våd, jf. herved også befragterens mail af 23. september 2005, hvori det var angivet, at der ”ligger 15.000 tons parat til afhentning”. Henvisningen i tilbuddet til ”vanlige betingelser” indebar i øvrigt heller ikke nogen vedtagelse af bortfragteren Shipping A/S’ almindelige forretningsbetingelser for bulkfragt, som ikke var befragteren bekendt.

Kaptajnen på "YY", som bortfragteren havde tidsbefragtet af Rederen, og som udførte transporten for bortfragteren, afviste godset, efter at skibet havde taget 1.500-1.700 tons jord ombord. De foranstaltninger, som efter kaptajnens skøn var nødvendige for, at skibet herefter på forsvarlig måde kunne transportere godset, ville koste i størrelsesordenen 80.000 svenske kroner. bortfragteren, som havde påtaget sig transporten af jorden mod betaling af den aftalte fragt, ville ikke betale dette beløb, og på kaptajnens spøbefragterenmål herom, afslog befragteren ligeledes at betale beløb ud over den aftalte fragt, som befragteren i mailen af 3. maj 2005 havde krævet skulle være en billig skibsfragt.

Kaptajnen afslog herefter at udføre transporten og lossede godset uden forinden at have sikret sig bevis for jordens konsistens og væskeindhold ved en undersøgelse som den, der er anvist i IMO’s Bulk Code, eller ved at få gennemført survey i fællesskab med befragteren. At en sådan undersøgelse burde være foretaget, understreges også af, at Port State Control på grundlag af resultatet af en sådan undersøgelse kunne have tilladt skibet at sejle med denne last.

Det blev herved bemærket, at der ikke forelå oplysninger vedrørende den tidligere befragtning og omstændighederne i forbindelse hermed, herunder om jorden var af en anden konsistens og beskaffenhed end den jord, som nu skulle bortfragtes.

Under disse omstændigheder fandtes bortfragteren ikke at have godtgjort, at godset var af en anden beskaffenhed, end bortfragteren måtte forvente efter den indgåede aftale, og bortfragteren fandtes således ikke at have bevist, at han under disse omstændigheder ikke var forpligtet til at udføre rejsen og berettiget til at oplægge godset for befragterens regning. Befragteren blev således frifundet for bortfragterens påstand.

Parterne burde efter rettens opfattelse have gennemført joint survey. Befragteren havde imidlertid gennemført en ensidig undersøgelse af jordens væskeindhold, og hvoraf resultaterne ikke var fremlagt under sagen. Derudover havde en del af befragteren’s udgifter karakter af udgifter, som befragteren under alle omstændigheder selv skulle afholde. Under disse omstændigheder havde befragteren, uanset om befragteren måtte have afholdt de udgifter, som påstanden var udtryk for, ikke bevist, at bortfragteren skulle erstatte de beløb, som befragteren krævede ved sin selvstændige påstand.

Bortfragteren havde protesteret imod, at befragteren umiddelbart forud for domsforhandlingen fremlagde fakturaer til dokumentation af sine udgifter, og retten fandt ikke grundlag for at tillade deres fremlæggelse.

Under hensyn til sagens udfald fandt retten, at hver part skulle bære sine egne sagsomkostninger.