Skibsfart er fortsat den mest miljørigtige transport
Det har været kritiseret, at de danske rederier udleder for meget CO2 og ikke mindst A.P. Møller-Mærsk har været i søgelyset, efter, at det kom frem, at de samlede aktiviteter fra selskabet verden over har et CO2-regnskab, som overgår hele resten af Danmark. Selv fremhæver rederierne, at skibsfarten er den transportform, hvor der udledes mindst CO2 per transporteret ton gods.
Af Finn Bruun
Den danske handelsflåde er kendt for både stor effektivitet og for i kraft af sine meget moderne skibe, der er langt yngre end gennemsnittet for verdenshandelsflåden, at levere en miljø-præstation ud over det sædvanlige.
Rederierne lægger ikke skjul på, at det koster noget på miljø-siden at være med til at løfte en pæn stor del – 10 procent – af verdenshandelen – og gøre det til en pris så transporten kun udgør et par procent af varens pris.
Derfor har erhvervet også erklæret sig parat til at yde en stor og vedvarende indsats for at nedbringe CO2-udledning såvel som andre former for udledning. Udgangspunktet har blot været, at indsatsen skal ske på international baggrund – i regi af FN’s internationale søfartsorganisation, IMO. Det er afgørende, at der kommer til at gælde samme standarder over hele linjen, så ingen kan snige uden om forpligtelserne og på den måde kunne underbyde seriøse rederier.
I et CO2-udspil fremhæver Danmarks Rederiforening, at skibsfart sørger for transport af helt fundamentale ting som olie, råvarer og fødevarer – og at skibsfarten faktisk er helt afgørende for, at man kan gennemføre verdenshandlen med store økonomiske og sociale fordele for både udviklingslande og industrilande.
- Skibsfart er med andre ord en central forudsætning for den måde, vi lever på i Danmark og i resten af verden og samtidig den transportform, hvor der udledes mindst CO2 per transporteret ton gods.
Mest effektive motorTransporten sker for hovedpartens vedkommende med bulk- og tankskibe, som typisk blot udleder tre gram CO2 i forbindelse med transport af et ton gods pr. kilometer. Det er der ingen anden transportform, der kommer blot tilnærmelsesvis i nærheden af.
Det enorme transportarbejde, der udføres, betyder selvfølgelig også, at der samlet er et stort energiforbrug og dermed et betydeligt CO2 udslip for international skibsfart, selv om tallet ikke er opgjort præcist.
Selv anser rederne skibsfartens udledning af CO2 for begrænset i betragtning af energieffektiviteten.
Ser man på tallene i forbindelse med energiforbrug, så tegner transport sig under ét for en CO2 udledning på 23 procent. Elektricitet og varme udgør 41 procent mens industri og andet står for 36 procent.
Da der ikke er international enighed om principperne for regulering af skibsfartens CO2 udslip er det vanskeligt at fordele udslippet på nationale regnskaber.
Godt for verden- Dansk skibsfart opererer imidlertid også en af verdens mest moderne handelsflåder, hvilket under alle omstændigheder betyder, at desto større markedsandele dansk søfart har, desto bedre er det for det globale miljø, fremhæver Danmarks Rederiforening, som samtidig påpeger, at en skibsmotor i dag er den mest energieffektive motor, som bruges til transport. Derimod er det ikke umiddelbar udsigt til noget alternativ til brugen af fossile brændstoffer
Der er, trods manglende umiddelbare alternativer til de traditionelle dieselmotorer, udsigt til fortsatte teknologiske forbedringer. Der arbejdes dog hele tiden med at nedbringe udledning af CO2 fra skibsfarten på globalt plan - også fordi de eksisterende skibe har en vis levetid. Det betyder, at det reelt ikke er muligt indenfor en overskuelig årrække at gennemføre absolutte reduktioner af skibsfartens udledning af CO2. Dette gælder ikke mindst dansk skibsfart, som forventer at vokse betragteligt de kommende fem år.
- Et større dansk energiforbrug er imidlertid gavnligt for det globale miljø, når det afspejler større danske markedsandele, da danske rederiers drift er baseret på de mest moderne og energieffektive skibe, fremhæver Danmarks Rederiforening og understreger, at dansk skibsfart vil fortsat fokusere på konstant at forbedre og nedbringe CO2 udledningen fra det enkelte skib, hvorved en transport af f.eks. en container eller et ton stål vil kunne gennemføres endnu mere energieffektivt og dermed give en endnu mindre udledning af CO2 i fremtiden.
Principperne- Dansk skibsfart er en stor international aktør med udspring i et relativt lille land. Det forhold, at skibsfartens CO2-udledning derfor kan fylde meget i det nationale klimaregnskab, understreger behovet for global regulering, lyder det fra rederne, som understreger, at dansk skibsfart aktivt vil håndtere klimaudfordringen.
De principper for regulering, som de danske rederier vil arbejde for går ikke mindst på, at regulering bliver international, flagneutral og sikrer lige konkurrencevilkår, således at klimaudflagning undgås. Vi er derfor umiddelbart betænkelige ved regional regulering f.eks. i EU.
Desuden skal metodefrihed være et grundlæggende element i en fremtidig regulering for at fremme innovation og omkostningseffektive løsninger, ligesom rederierne konstant vil forbedre energieffektiviteten af det enkelte skib og den enkelte transport, men undgå absolutte reduktions-mål for skibsfarten, da det vil kræve brug af alternative energikilder, som ikke er til rådighed i dag, fremhæver de danske rederier.
Førende søfartsnationOg så vil man fra dansk side arbejde for etablering af en international CO2-mærkning og indeksering af skibe, som over tid sikrer, at der kan strammes op omkring skibsfart, som ikke udvikler sig miljømæssigt positivt.
Netop miljø-indsatsen er højt prioriteret i erhvervsminister Bendt Bendtsens udspil om Danmark som førende søfartsnation i Europa.