23948sdkhjf

Flot resultat hos CMP

Øget økonomisk aktivitet i Øresundsregionen og i Rusland smitter af på havnevirksomheden Copenhagen Malmö Port (CMP), som fik det bedste økonomiske resultat nogensinde

Øget økonomisk aktivitet i Øresundsregionen og i Rusland smitter af på havnevirksomheden Copenhagen Malmö Port (CMP), som fik det bedste økonomiske resultat nogensinde



Godsomsætningen røg for andet år i træk i vejret med 10 procent og nåede 18,3 mio. tons i 2007. Omsætningen steg i kroner med 13 procent til 733 mio. SEK, og året gav et resultat på godt 145 mio. SEK før skat, svarende til en stigning på 57 procent i forhold til 2006.

Den øgede økonomiske aktivitet i regionen viste sig i 2007 ved en 10 procents vækst i containeromsætningen, som ikke mindst omfatter forbrugsvarer fra Fjernøsten. Yderligere betød stor byggeaktivitet og ikke mindst anlægsarbejderne ved Citytunnellen i Malmö en øget omsætning med traditionelle byggematerialer som sand, sten og grus. Der er på CMP's områder inden for de seneste par år blevet opført to helt nye cement- og betonanlæg og et tredje er klar i 2010.

Men også ringvirkninger fra den russiske økonomi gav travlhed på kajerne. CMP håndterede i 2007 518.000 nye biler, eller 18 procent flere end året før. En væsentlig del af omsætningen skyldes transit biler, som videresendes til det russiske marked. Det er især bilmærket Toyota, der sendes videre østpå. Omsætningen af olie steg med 1 mio. tons eller 17 procent, og en stor del af stigningen var russisk transitolie, som omlades fra mindre til større tankskibe og videreeksporteres.

Dobbeltstrategi

Antallet af krydstogtpassagerer steg med 11 procent til 509.000. Rundt regnet hver 4. turist i København kommer til byen ad søvejen.

I 2007 kunne CMP glæde sig over fire nye skibe på Nordö-Links rute Malmö-Travemünde og en kapacitetsøgning på 70 procent flere lanemeter. DFDS øger snart sin ro-ro-kapacitet på København-Klaipeda med 20 procent.

CMP arbejder på at kunne indvie nye krydstogtkajer i Københavns Nordhavn i 2011 og regner med at kunne tage et nyt bulk-område i brug på Prøvestenen i 2009. I Malmö arbejder CMP på at flytte kombi-, container- og færgegodsterminalen til Norra Hamnen i 2010.

- Vi har en dobbeltstrategi med at være Øresundsregionens havn, men også at udnytte vore markedsmuligheder i Østersøregionen. Det er en strategi, som har båret frugt, og CMP er i dag et internationalt centrum for distribution af biler og har en nordeuropæisk position i forhold til krydstogt og transitolie, siger adm. direktør Lars Karlsson.

Tilfredshed

Men det er også klart, at der er grænser for, hvor meget vi kan øge omsætningen uden væsentlige investeringer i terminaler og infrastruktur. Vi skal f.eks. sørge for mere kapacitet til at modtage krydstogtskibe og mere opstillingsplads til nye biler

- CMP's udviklingsplaner i Malmö vil give ideelle omladningsmuligheder mellem skib, tog og lastbiler og sikre fremtidige vækstmuligheder. Vi vil samtidig få frigjort arealer til distribution af biler og kan etablere en logistikpark på trekvart million mio. kvm

- Vi kan kun være tilfredse med det økonomiske resultat, men forude venter også ganske store investeringer, siger Lars Karlsson.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.928