Jordkloden befinder sig i en vidunderlig balance mellem koldt og varmt. Vi skal ikke bevæge os ret mange procent væk fra vores bekvemme afstand til Solen, før det hele er ødelagt, og vi enten er nedfrosne eller stegt. Så klimaet er på mange måder en gave. Ingen er i tvivl om, at vi skal værne om det, men spørgsmålet har i mange år været, hvordan sagen skal gribes an.

Der er kræfter, som mener, at vi skal søge tilbage til en gammeldags livsstil uden forbrug af betydning efter vore tipoldeforældres model, og der er nogen, som mener, at det hele er noget pjat, og vi skal fortsætte som hidtil.

Det svære er jo at finde frem til de fakta, man som fornuftsvæsen har brug for til at træffe en rigtig beslutning. Der er også gået ”religiøsitet” i klimadebatten. Miljøfundamentalister samler på skrækscenarier som andre samler på frimærker.

Nu senest kom det frem, at isen omkring Nordpolen forsvinder i et overraskende tempo, men hvad betyder så det. Skal vi i morgen holde op med at køre i bil og lade være at tænde lyset eller lade TV-skærmen forblive sort .

Og selv om transportformerne indbyrdes er holdt op med at slå hinanden i hovedet med hvis der er bedst og værst til miljø, så dukker der hele tiden nye tal op. Skibsfarten anklages nu for at udlede mere CO2 end de par procent, man ellers har regnet med.

Men samlet set præsterer skibsfarten jo en energieffektivitet, som er i en klasse for sig, hvis man måler forbruget per transporteret ton gods.

Men hvad enten det gælder transport til lands, til vands eller i luften så er det en miljøregning, der skal betales. CO2 er en uadskillelig del af enhver transport – ligesom menneskelig aktivitet i det hele taget. Vi må acceptere, at sådan er det bare. Velfærd og moderne levevis koster C02 – i mange år endnu.

De mest hysteriske skræk-scener med enorme vandstandsstigninger, har indbygget den bagside for deres fortalere, at hvis de virkelig er sande, så er det alligevel for sent at gøre noget.

Allerede i dag regner meteorologerne med, at der, hvis udledningen af drivhusgasser fortsætter som hidtil, kan der forventes en temperaturstigning mellem 1,4 og 5,8 grader de næste 100 år. Men selv hvis vi foretager en meget drastisk ændring af vores energivaner, og formindsker vores udslip af CO2 med mere end halvdelen de næste 100 år, vil temperaturen stadig stige 0,8 til 1,4 grader.

Så realiteten er, at vi bestemt kan gøre noget for at reducere CO2 udslippet, men vi kan ikke gøre alt. Der skal ske en afvejning af, hvor indsatsen skal lægges.

Derfor er det betryggende, at transportvirksomhederne herhjemme og deres organisationer allerede er opmærksom på problemerne og aktivt og seriøst prøver at gøre noget ved dem. Energi- og brændstofforbruget søges hele tiden sat ned – der køres eller sejles ikke ret mange overflødige kilometer, og der lægges op til at teknologien og smartere transport- og logistik systemer i forening skal give nogle solide ekstragevinster for miljøet. Ingen er stolte af at forurene eller lægge navn til spild. Det er i dag et klart markedsførings-plus at kunne kalde sig miljørigtig.

Der er ingen tvivl om, at der i transportsektoren kan gøres mere end i dag. Men det vigtigste er, at viljen til at gøre noget er til stede – og det har transporten klart vist, at den er. Men det kræver samtidig, at der er ræson i tingene, at man ikke skal indrette sig efter seneste ”klima-modetendens”, men kan handle ud fra et solidt grundlag af viden. Ingen har lyst til at være til grin for sin gode vilje.

Der skal være balance i tingene. Og på plus-siden har vi jo det faktum, at Danmark står stærkt som eksportør af miljøteknologi til verdensmarkedet. Vi kan yde en vigtig indsat samtidig med, at vi videreudvikler en god position på et marked, som med garanti er i stigning. Men det kræver i øvrigt også transport at lave miljø-forbedrende teknologi og dansk transport er stadig blandt de mest miljøfornuftige er verden.