23948sdkhjf

Derfor blev jeg vognmand

Trods vanskelige vilkår med sanktioner og skrappe krav, var der sidste år stor stigning i antallet af nye vognmænd. En af de nystartede er Verner Erritsø. Han fortæller her, hvorfor han tog springet og hvordan det hele kører

Trods vanskelige vilkår med sanktioner og skrappe krav, var der sidste år stor stigning i antallet af nye vognmænd. En af de nystartede er Verner Erritsø. Han fortæller her, hvorfor han tog springet og hvordan det hele kører



Af Finn Bjerremand

På trods af de skærpede sanktioner for overtrædelser af køre- og hviletidsbestemmelserne, skrappere miljøkrav og stor mangel på kvalificeret arbejdskraft, er der alligevel flere nystartede vognmænd i 2007 end nogensinde før. I 2007 var det gennemsnitlige antal tilladelser pr. vognmandsvirksomhed, som transporterer gods, på 6,4 mod 6,3 og 6,2 i henholdsvis 2006 og 2005.

Antallet af vognmandsvirksomheder steg med hele fire procent (223 flere virksomheder) i forhold til 2006, mens antallet af godstilladelser steg med fem procent (2059 flere tilladelser).

I 2005 og 2006 var der tale om stigninger på henholdsvis en procent og to procent i antallet af vognmandsvirksomheder, mens der var tale om stigninger på tre procent og fire procent hvad angår antallet af godstilladelser.

Men hvad er det der får en lønmodtager til at blive selvstændig vognmand, med alt hvad det indebærer af administrativt bøvl og så videre. Vi har besøgt vognmand Verner Erritsø i Vejle, der startede i september måned sidste år med en ny Scania lastvogn og en god brugt påhængsvogn.

Vognmand i maven i flere år

Verner Erritsø fortæller til Trans Inform, at han faktisk havde gået med en vognmand i maven i flere år.

- Ja det var egentlig min tidligere arbejdsgiver, der ofte lidt drillende sagde, om jeg ikke skulle starte for mig selv. Forud for dette havde Verner Erritsø i en periode arbejdet for vognmand Hans Jensen i Åle i syv år, hvor han kørte foderstoffer med et vogntog.

- Pludselig en dag slap arbejdet op og jeg prøvede under en periode på 15 måneder mange andre jobs, herunder også chaufførjobs. Men jeg fandt mig aldrig til rette. Så ringede Hans Jensens søn, vognmand Henning Jensen. Han havde overtaget forretningen, og han spurgte om ikke jeg kunne tænke mig at komme til at køre korn og foderstoffer igen. Så var jeg hos Henning Jensen i ni år.

- For to år siden spurgte Henning Jensen, om jeg ikke havde lyst til at starte for mig selv. I sensommeren 2006 var jeg på vognmandskursus og havde stort set besluttet mig for at jeg skulle være vognmand, hvor jeg skulle køre med egen lastvogn under en større dansk vognmandsforretnings paraply.

Afblæst

- Men jeg stiller høje krav til det økonomiske udbytte, så efter lidt betænkningstid blev det hele afblæst, og jeg fortsatte med at køre foderstoffer og korn. Sidste år blev jeg så enig med mig selv om, at nu skulle det være, så jeg spurgte min tidligere arbejdsgiver, om jeg kunne købe det vogntog jeg kørte med. Det var en ældre Scania med bogie og en tilhørende Wackenhut påhængsvogn med suge/blæseanlæg på hele trækket. Han kom dog aldrig tilbage med et svar.

- I stedet bestilte jeg hos sælger Kurt Rand ved Dieselhuset A/S i Vejle, en ny treakslet Scania R480 med bl.a. Opticruise gearkasse. Den nye vogn blev bl.a. bygget op med et DAPA tip og lad hos Jysk Ladfabrik samt et JILKO suge-blæseanlæg. Hvis jeg ikke kunne købe min tidligere lastvogn, turde jeg ikke købe andet end en ny lastvogn, siger Verner Erritsø.

- Det ville være for farligt at købe en brugt lastvogn som jeg ikke kendte.

Som ny

Til gengæld fik den nybagte vognmand dog lov til at købe ”sin” ”egen” påhængsvogn med sugeblæseanlæg af vognmand Henning Jensen.

- Det var så heldigt, at Henning Jensen havde en treakslet påhængsvogn i overskud, som jeg godt kunne købe.

Verner Erritsø fik den efterhånden lidt ældre Wackenhut påhængsvogn gået igennem over hele linjen, og Dieselhuset i Vejle satte en ny bagende på.

Samtidig blev den sandblæst og lakeret så den står fuldstændig som ny. Verner Erritsø siger da også, at det er de færreste der vil tro på, at det er en ældre påhængsvogn, og han roser i samme åndedrag også Dieselhuset i Vejle for den gode behandling, han har fået under hele forløbet med leveringen af sin nye Scania og klargøringen af den brugte påhængsvogn.

Nyder friheden

Hvad er det så der har gjort tilværelsen bedre for den sydjyske vognmand?

- Jeg nyder friheden ved at kunne passe mig selv og selv tilrettelægge mit arbejde. Jeg ringede til en af mine gamle kontakter, og så kunne jeg bare begynde at køre. Der er mangel på denne type forvogn-hænger vogntog til transport af korn og foderstoffer. Jeg overvejede også inden købet, om jeg skulle købe et sættevognstog i stedet for. Men der er stadig mange steder ude på landet, hvor der er dårlige veje med for lidt plads. Samtidig er der også mange steder, hvor man slet ikke kan komme til at bagtippe med en sættevogn, så det blev et hængervogntog, siger Verner Erritsø, som aldrig har fortrudt den beslutning.

- Når valget faldt på en Scania med rækkemotor, skyldes det ikke mindst ønsket om at undgå anvendelsen af AdBlue, og Verner Erritsø har ikke behov for at høre ”V8-bulder”, så han har i stedet satset på høj anvendelighed, når det gælder lad og suge- blæseanlæg samt nok så væsentligt - lav egenvægt.

Intet plys

Der er heller ikke investeret penge i plys og andet udstyr i førerhuset, til gengæld er der opticruise gearkasse, et udstyr som han nødigt vil undvære.

- Jeg vil aldrig håbe, jeg igen skal køre i en lastvogn med almindelig gearstang og en koblingspedal der skal bruges ved hvert gearskifte, siger Verner Erritsø Jeg starter som regel tidligt om morgenen med at køre ud til en landmand og suge et læs korn op, hvorefter jeg kan levere fra morgen stunden på foderfabrikken.

- På den måde kommer jeg ofte på de tidspunkter hvor det går lettest med at komme til og læsse af, og der er jo aldrig kø ude ved landmanden, hvor jeg skal laste. Til gengæld kan jeg være tidlig hjemme om aftenen og nyde fritiden.

Om det økonomiske forløb, siger Verner Erritsø:

- Det er indtil videre gået bedre end forventet. Det skyldes da nok også, at jeg har sat udgifterne lidt højere end forventet. Men det er bedre end at stå med et minus fordi man har været for optimistisk.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079