Skuffelse over modulvogntog ikke er med
Der er ikke afsat penge til udvidelsen af modulvogntogsforsøget i finansforslaget. HTS-direktør Michael Svane opfordrer kraftigt partierne til at tage sagen op i forhandlingerne og DTL peger på, at de store finanspolitiske briller har overskygget modulvogntogene.
- Det er beklageligt, at der ikke er afsat midler til en udvidelse af modulvogntogsforsøget i forslaget til finansloven. Derfor vil jeg kraftigt opfordre partierne til at tage sagen op i forhandlingsforløbet. Modulvogntoget er jo en lavthængende frugt, som giver fordele både for trafikken, økonomien og klimaet, siger Michael Svane.
Han finder det derimod naturligt, at det store investeringsbehov i infrastruktur ikke er omfattet af finanslovsforslaget. Det er jo i en langt større ”prisklasse”.
- Men det er vigtigt, at holde fast i, at der skal afsættes endog meget markante beløb til infrastruktur-investeringer, når regeringens investeringsplan kommer på bordet, siger Michael Svane.
OverophedningI DTL siger direktør Erik Østergaard: - - Det oprindeligt besluttede forsøg, som der allerede er afsat 85 mio. kr. til, holder sig stort set kun til motorvejsnettet med korte afstikkere til havne og transportcentre. Den eneste undtagelse er Kalundborg Havn. Med en udvidelse af forsøget til de planlagte 50 mio. kr. opnås især en bedre dækning af yderområderne i Danmark
Det undrer DTL i en tid med tale om overophedning af dansk økonomi og tale om nødvendigheden af CO2 besparelser, at regeringen ikke valgte at udvide modulforsøget.
- Man kan sige, at de store finanspolitiske briller har overskygget modulvogntogene. Når regeringen taler om faren for overophedning, så er der jo netop en god grund til, at man får effektiviseret transportsektoren, så man kan fragte mere gods med de samme lastbiler og personale. Man må heller ikke glemme den positive miljøeffekt af modulvogntogene, siger Erik Østergaard.