En oase for chaufførerne
Efter en omfattende ombygning af et af Europas største dieselanlæg på Lejrvejen 4-6 i Padborg er Shell nu klar med nye faciliteter specielt beregnet til chauffører og med cafeteriet Route 45 som fikspunkt
I slutningen af januar kunne forpagter Ole Gottlieb slå dørene op i til en ny oase for chauffører på langfart: Et lyst og luftigt cafeteria - indrettet i amerikansk ”Diner-stil” og med rigelig plads til 60 gæster og med alt fra solide middagsretter, sandwicher, salater til færdigsmurte madpakker på menuen.
Det bemandede cafeteria vil, som det eneste i området, være åbent døgnet rundt.
Hele ideen med de nye faciliteter er, at de skal fungere som et attraktivt åndehul for chauffører, der ofte har en meget lang arbejdsdag på vejen.
- Vi har i stueplan indrettet indbydende badefaciliteter, med seks lækre aflukkede baderum - også til kvinder. Desuden tilbyder vi vaskeriservice, så de besøgende kan indlevere deres snavsede vasketøj til vask, fortæller Ole Gottlieb, som håber, at chaufførerne vil tage godt imod de mange nye tilbud og som har erfaring for, at en stor del af de yngre chauffører i dag har ønsker og krav om faciliteter, som bare for få år siden kunne virke overflødige på mange af de garvede chauffører i branchen.
Ud over kiosk er der også en regulær spillehal med 30 spillemaskiner.
Shell Truck Center ligger Lejrvejen 4-6 i Padborg og har 10 døgnåbne High Speed dieselpumper, Add Blue - direkte fra stander og 50 overvågede parkeringspladser samt værksted.