Dag og nat
Taarnby Transport, der overtog TEVA Trucking 1. december 2007, har succes med en kombination af containerkørsel om dagen og linjetrafik om natten
Af Lars Lassen
Thorsten Christiansen er en af de vognmænd, der for alvor trækker gennemsnitsalderen nedad i vognmandsbranchen. Trods sine kun 35 år har han formået at skabe en forretning, der kører med mange flere biler end gennemsnittet.
Virksomheden Taarnby Transports egen flåde tæller i dag 36 trækkere og 12 forvogne plus fem små kassevogne. Dertil kommer tre 25,25 meter modulvogntog fra TEVA Trucking, der kører til Finland. Yderlige fem varevogne og otte trækkere fra indlejede vognmænd betyder at virksomheden samlet set beskæftiger 69 biler, selv om Taarnby Transport endnu ikke er fyldt 12 år.
Kerneforretningen er i dag linjetrafik og containerkørsel – aktiviteter der i stor udstrækning kombineres, så den samme bil kører med skibscontainere i dagtimerne og linietrafik i aften og nattetimerne.
Virksomheden har domicil midt i den store logistik-klynge på Avedøre Holme, hvor man udover administration råder over en mindre terminalbygning.
VognmandsjobThorsten Christiansen, der oprindeligt er uddannet elektriker, droppede elektrikerfaget, da han stod med svendebrevet til fordel for et job som chaufførvikar i 1994. Allerede to år senere stiftede han egen vognmandsforretning med købet af tre gamle lastvogne fra Post Danmark.
- Jeg solgt de to videre til en forholdsvis god pris, så jeg kunne beholde den tredje til næsten ingen penge, fortæller Thorsten Christiansen.
Valget af erhverv kom ikke ud af den blå luft.
- Det kom nok af, at min far John Christiansen er vognmand. Han er stadig aktiv. Det at være selvstændig passer bedre til mit gemyt og vognmandserhvervet trak bare mere end at være elektriker, siger Thorsten Christiansen.
Han startede med at køre for flytteforretningen Adam og ansatte da den lidt ældre Jens Philippsen, der i dag er daglig leder i vognmandsvirksomheden. Begge er født og opvokset på Amager.
- Vi begyndte at køre andre opgaver allerede året efter, men det var først i 1998-1999 at vi for alvor tog fat, da vi begyndte at køre linjekørsel for TNT. Rygterne gik jo, at vi hurtigt ville lukke igen, når vi kørte for TNT. Men det gik lige modsat og TNT har været en vigtig brik i vores udvikling. De har altid behandlet os pænt, fortæller Thorsten Christiansen.
Jens Philippsen bekræfter bedømmelsen af TNT.
- Der er mange, som gaber over for meget, når de kommer inden for som underleverandør hos en stor kunde. Her har vi været gode til at begrænse os til vores egen kapacitet, siger Jens Philipsen.
Makkerparret er tydeligvis godt tilpas i hinandens selskab og både skarpe bemærkninger og latteren fylder det lyse mødelokale, hvor de fortæller om Taarnby Transport.
- Vi kører stadig linjekørsel for TNT og det er stadig den primære opgave, selv om vi også kører distribution. Vi har til gengæld droppet flytninger. Det samme gælder vores 3 kranlastvogne, som vi solgte for to år siden og kørslen med veksellad, der beskæftigede 11 biler. I stedet for koncentrer vi os om det vi er gode til og det er transport af sø-containere, der udgør en stor del af vores forretning. Det er en rigtig god kombination med vores liniekørsel om natten, hvor vi så sætter en ny chauffør på bilen om morgen, som kører med containere, forklarer Thorsten Christiansen.
Taarnby Transport beskæftiger 21 trækkere i døgntrafikken. Ud over kørslen for TNT kører virksomheden også en del luftfragt. Enkelte af bilerne kører faktisk syv dage om ugen. Linietrafikkerne går til destinationer som Malmø, Helsingborg, Kolding og Billund.
Den lille amar’kanske vognmandsforretning voksede støt og roligt hen over årtusindeskiftet.
- Vi er vokset med kunderne. Det gælder faktisk for næsten alle vores kunder. Det er meget vores gamle kunder, vi har holdt fast i. Det er sket, at vi har mistet en kunde eller har måttet sige en kunde op. Men det hører heldigvis til sjældenhederne, siger Thorsten Christiansen.
SatsningenTaarnby Transport har kørt med søcontainere til og fra Frihavnen i København som underleverandør for de store trucking-selskaber på området. Men i 2005 stoppede aktiviteten brat. Men hvor de fleste ville kaste håndklædet i ringen og finde andre græsgange, så valgte Thorsten Christiansen at bide sig fast med en millionsatsning.
- Vi kørte jo for de store eksisterende containertransportører, der opkøbte de mindre leverandører på markedet. Jeg havde længe undret mig over, hvorfor der blev færre og færre virksomheder. Bortset fra TEVA Trucking og en anden mindre vognmand, så var det de tre store, der kørte med containere ud fra frihavnen i København. Det borede jeg så lidt i, og så fik jeg nok boret lidt for meget, for samarbejdet ophørte fra den ene dag til den anden. Vi havde kørt for dem alle i flere år, og det var en stor del af vores forretning, så det gjorde ondt, fortæller Thorsten Christiansen og forsætter:
- Så besluttede vi, at prøve selv. Vi lejede 15 chassiser og købte en sideloader og en trækker til godt to millioner kroner…, fortæller Thorsten Christiansen og holder en kunstpause, før han fortsætter:
- og parkerede det hele ude i gården…. Der stod det ude i flere måneder, før de så småt kom ud og køre. Det kostede rigtigt mange penge at starte op. På det tidspunkt indtrådte Jens som sælger for containerdelen. Vi fik lavet et online bookingsystem til containerbooking, så det kostede også mange tusinde kroner.
Det var dyrtSå det var en rigtig stor investering, som bare stod stille og ingen penge tjente. Det var også et problem i starten, at vi måske havde en enkelt containerkørsel til en trækker om morgen, som varede fra klokken 7-9. Men vi havde også en kunde, der kunne bruge en trækker hele dagen, som du måtte sige nej til, fordi du havde den morgencontainer. Ofte var der simpelthen ikke flere ture til den trækker og chauffør den dag. Så det var rigtigt dyrt og det er ikke noget jeg vil anbefale andre at gøre, med mindre de har nogen penge, de ikke ved hvad de skal stille op med. Et slag på tasken, så kostede det et sted mellem to og tre millioner kroner at starte det her op, siger Thorsten Christiansen.
Men stædigheden og Jens Philippsens benarbejde blev efterhånden belønnet.
- Men så lige pludseligt tog det fat. Det gik faktisk så stærkt, at vi måtte fratage Jens stillingen som sælger, siger Thorsten Christiansen.
Også lidt heldTaarnby Transport har i dag 69 containerchassiser og yderligere 18 i ordre. Den enlige sideloader er blevet til tre og der endnu en sideloader på vej.
- Når man går ind i en sådan opgave, så sidder speditørerne og er lidt bange for om vi kan løfte den opgave af hensyn til deres kunder. De første af vores kunder var mindre kunder. Det var jo ikke kun én bil vi havde stående og kukkelure efter en enkelt opgave om dagen. Det var en seks-otte stykker. Men da de så opdagede, at det her kunne vi godt klare, og vi faktisk var ret gode til det, så begyndte det at sprede sig som ringe i vandet. Efterhånden er det blevet sådan, at nu melder folk sig selv på banen, forklarer Jens Philippsen.
Thorsten Christiansen indrømmer, at der også var lidt held med i spillet.
- Der har jo så også været en stor vækst i containertrafikken, så der har vi været heldige med timingen. Alene sidste år steg containeromsætningen på Frihavnen med 14 procent.
Han erkender at satsningen gav anledning til mange bekymringer i starten.
- Du må bare blive ved og være stædig og have is i maven. Heldigvis havde vi vores linjetrafik om natten, så det var ikke sådan, at lastbilerne slet ikke kørte. Uden den natkørsel, så var det aldrig gået. Men det var bestemt ikke sjovt, at møde ind om morgenen til en sideloader, der var flunkende ny og slet ikke brugt efter tre måneder. Det var ikke uden bekymringer, men vi har ikke fortrudt noget. Vi er rigtigt stolte af vores containerafdeling og det vi har fået op og køre. I dag kører vi mellem 40 og 50 containere om dagen.
TEVA TruckingOvertagelsen af TEVA Trucking er resultatet af flere års forhandlinger.
- Vi handlede 1. august sidste år. Vagn Kjærgard og jeg gav hinanden håndslag på handlen 1. august sidste år. Vi havde ikke advokater involveret før min bank krævede det, ler Thorsten Christiansen.
TEVA Truckings 34 biler var primært beskæftiget med eksportkørsel og containertrucking.
- Hvis man ser på Tevas regnskaber, så er det jo ikke fordi de har tjent styrtende med penge. Det er gået meget sløjt i de sidste år. Derfor har vi selvfølgeligt været inde og granske deres aktiviteter meget nøje og så solgt ud af de biler, der er direkte underskudsgivende – Det var især eksportkørslen. Her har vi har faktisk kun beholdt de tre 25-meter modulvogntog, der kører til Finland., fortæller Thorsten Christiansen.
Modulvogntoget bliver typisk splittet op og samlet i Malmø, men det sker at de kører hele over Øresundsbroen til Kastrup.
- Vi har mange trækker/trailere vi kører over til Malmø til toget, så vi splitter og samler de fleste modulvogntog der. Vi har to forvogne til modulvogntog, så vi håber da meget, at forsøget med modulvogntog i Danmark snart bliver sat i værk. Meget af vores linjekørsel vil være oplagt at køre med 25-meter vogntog, siger Thorsten Christiansen.
Han ligger ikke skjul på, at TEVA chauffører var en stor del af gevinsten ved overtagelsen.
God synergi- : Da vi købte TEVA og holdt det første informationsmøde med chaufførerne, gjorde jeg meget ud af at gøre det klart, at det for en stor del, var ’dem’ vi købte. Vi kunne godt selv udvide med 30 biler, hvis vi kunne finde chaufførerne til dem. Bilerne kunne vi bare have lejet, fordi der var så stor efterspørgsel, så vi måtte sige nej til utroligt mange nye kunder. Vi prioriterede, at passe vores eksisterende kunder og vokse sammen med dem. Så det var en af grundene til vi købte TEVA, fordi det var samme type kørsel vi kører - bortset fra eksportkørslen – så vi kunne følge med vores kunder når de voksede. Synergierne har været så gode, at vi nu har fået lidt ledig kapacitet, så vi kan sige ja til nye kunder, fortæller Thorsten Christiansen.
- Sidste år gik så stærkt, at vi måtte sige nej til mange kunder, som vi i årevis har kæmpet for at få fat i. Så når de ringer, så må man sige nej, fordi vi skal passe vores eksisterende kunder. Det var deprimerende. Vi stressede jo rundt for at følge med. Men vi tjente ikke flere penge, vi løb bare hurtigere. På et tidspunkt var vi faktisk oppe, hvor vores biler kørte 30 procent tomkørsel. Der var utroligt mange ad hoc ture, hvor der ikke var tid til at finde returgods til bilerne. De skulle bare hjem igen, fordi der stod gods og ventede. Meget på liniekørsel, hvor der stod en trailer ude i gården og var læsset op, fortæller Thorsten Christiansen.
BornholmSelv om Taarnby Transport fokuserer på containertrucking og linjekørsel, så har virksomheden også gang i meget andet.
Da en medarbejder flyttede til Bornholm i 2004 blev det starten til et lille bornholmsk eventyr.
- Vi har egen terminal og distributionsnetværk på Bornholm, med fem ansatte. En af de ansatte, der var med omtrent fra starten af, flyttede til Bornholm og han spurgte om vi ikke kunne finde på noget derovre. Vi startede med at spørge vores eksisterende kunder om de havde noget til Bornholm og det havde de. Siden er det eskaleret, så vi i dag sender en til tre trailere til Bornholm hver dag. Vi har investeret i en 7900 kvadratmeter grund i Rønne, hvor vi skal bygge en ny terminal ved siden af den eksisterede bygning på 870 kvadratmeter, fortæller Thorsten Christiansen.
Han skønner, at den overraskende vækst i godsmængderne til og fra Bornholm ikke kun skyldes den generelle vækst i Danmark, men også øget transportkapacitet mellem Sjælland og klippeøen.
- De gamle færger, der sejlede inde fra Kvæsthusbroen, var altid booket op. Der kunne man ikke bare lige sende en trailer over. Så indsatte man en gammel godsfærge, der sejlede fra Køge, og dermed udvidede man kapaciteten, så der blev plads til os og andre. Det gav mere konkurrence og det har helt sikkert gavnet øen, siger Thorsten Christiansen.
FlytteplanerVirksomheden flyttede fra Taarnby på Amager til det nuværende domicil på Avedøre Holme i 2003, hvor man bor til leje. Men Thorsten Christiansen har allerede nye og bedre omgivelser i kikkerten.
- Vi har købt en 11.000 kvadratmeter stor grund i Ishøj med egen terminal. Den eksisterende terminalbygning på 1300 kvadratmeter, skal udvides med en tilbygning på 500 kvadratmeter til administration og personale. Derudover bygger vi en helt ny terminalbygning på 2000 kvadratmeter, fortæller Thorsten Christiansen.
Han håber at virksomheden kan flytte til Ishøj i 1. halvår 2009.
Den unge vognmand arbejder hjemme hver tirsdag fra det lille landbrug han driver i Toldstrup mellem Præstø og Vordingborg på Sydsjælland. Ud over et mindre fårehold, så driver han en fodboldgolfbane – hvor golfboldene er udskiftet med læderbolde og golfkøllerne med fødder.
- Når jeg ikke er her, så passer jeg mit lille landbrug derhjemme. Jeg elsker at køre ude i marken, og udtænke nye ideer, siger Thorsten Christiansen.
- Ja og nogen af dem er så store, at man lige skal sidde ned inden man hører, hvad det går ud på, kommer det prompte fra Jens Philippsen.
- Jeg kunne da godt tage flere opgaver her. Men vi er jo forholdsvis mange og med Jens som daglig leder, så er der plads til jeg er væk. Der er nogen, der styrer forretningen, så jeg kan få tid til alle mine projekter, forklarer Thorsten Christiansen.
En af de seneste af slagsen er en kombination af lastbiler og motion.
- Vi er i gang med at ombygge en gammel udstillingstrailer, der i udtrukket stand har et grundareal på knap 50 m2, til et mobilt fitnesscenter. Den bliver udstyret med en ny type maskiner, der kører på luft. Det kan bruges til holdtræning for op til 16 personer ad gangen. Det er noget vi laver i samarbejde med et fitnesscenter. Tanken er, at en virksomhed kan afprøve ideen om eget fitnesscenter til medarbejderne eller de kan bestille faste ugentlige besøg, hvis de ikke selv har plads, forklarer Thorsten Christiansen.
Bag rattetMen Thorsten Christiansen syntes ikke bare det er sjovt at køre traktor. Lastbilen trækker også stadig.
- Jeg er også ude at køre lastbil mindst en gang om måneden, fortæller Thorsten Christiansen.
- Ja det kan vi alle li’. Faktisk er alle her på kontoret – bortset fra de to damer – ude og køre en gang i mellem, svarer Jens Philippsen.l
- Det er vigtigt at have lidt følelse med, hvad der sker helt nede på vejen og så hele vejen op gennem systemet. Det er utroligt, hvor mange små input man får, når man bare lige en enkelt dag sætter sig bag rattet i en lastbil – det er ikke en god ide at fjerne håndsvinget fra alle trailerne for at spare. Det er meget let at få ideer heroppe på kontoret, som man så når man kommer ud og køre kan se, det dur bare slet ikke. Kunderne er jo også glade for, at man kommer ud til dem en gang imellem. Chaufførerne er også glade for at møde en ude på havnen eller rastepladsen, så man får en snak, slutter Thorsten Christiansen.