Færre trafikdræbte
FDL glæder sig over, at antallet af trafikulykker er faldet i januar, men hilser det alligevel velkomment, at justitsministeren vil skærpe kontrollen
Bedst som politikere og embedsmænd har gearet op for snakken om en skærpelse af Færdselsloven, og ikke mindst skærpet straf til fartsynderne, viser det sig rent faktisk, at antallet af ulykker med dræbte og tilskadekomne er faldet markant i januar i år – i forhold til samme måned i fjor. Alene antallet af dræbte i trafikken er faldet med hele 28 procent – mens antallet af ulykker med personskader er 11 procent lavere end tallene for januar 2007. Der blev i januar i år dræbt 26 i trafikken, mens antallet af kvæstede var 436. Det vil nok være klogt ikke at lægge alt for meget i tallene, hvor glædeligt det end er at konstatere færre dræbte og kvæstede i januar-trafikken. Derfor hilser FDL det velkomment, at justitsminister Lene Espersen vil skærpe kontrollen. Det vil forhåbentlig være med til at lægge en dæmper på de værste fartsyndere.