Vent med at skubbe lastbilen
Som omtalt i går ønsker Sydøstjyllands politi vil ikke længere afspærre motorvejene i timevis, når lastvogne vælter. FDL opfordrer til omtanke
- Jeg synes, der er så mange usikre elementer i det her, at jeg godt vil opfordre politiet i Sydøstjylland til lige at tage en tænkepause, siger næstformand i FDL, Christian Jensen i den forbindelse.
FDL begrunder sin modstand med, at der meget let kan ske yderligere skader ved blot at skubbe bil og gods ind til siden, og det kan få store forsikringsmæssige følger. Det er ofte rigtigt mange penge, det drejer sig om, og en forkert vurdering af, hvordan redningsarbejdet skal foregå, kan resultere i en langvarig og opslidende kamp med forsikringsselskabet.
- Når vi opfordrer politiet til at tage en tænkepause, er det ikke mindst for at sikre os, at man ikke indfører en hovsa-løsning, som kun vil give problemer, siger Christian Jensen.
- Politiet skal jo tænke på, at det jo ikke kun er et spørgsmål om hurtigst muligt at få ryddet vejen, så den øvrige trafik kan passere. Vi er ikke uenige i, at der skal ydes en indsats for at trafikken generes mindst muligt, men at skubbe eller slæbe dyre vogntog med kostbar last ind til siden, lyder bestemt ikke som en god idé. Og hvad nu, hvis der kommer et harmonika-sammenstød, ville man så ikke være bedre tjent med hurtigt at etablere en omkørsel, siger Christian Jensen, som dog har stor forståelse for intentionerne om at havarerede og forulykkede vogntog skal genere mindst muligt.