Verdens største knækarmskran i arbejde
Kan udføre tunge løft indendørs - også hvor der er lavt til loftet
Af Finn Bjerremand
Efter en lang og svær fødsel kom Vamdrup Specialtransports nye store EFFER kran i arbejde.
Den nye kran, der bærer betegnelsen 2750 er uden sidestykke den største lastbilmonterede hydrauliske knækarmskran i verden.
Opmærksomme læsere vil måske spørge, hvorfor ikke man bare anvender en mobilkran eller måske bygger en mobilkran på en lastvogn. Men det er ikke løsningen, når den skal kunne løse opgaver inde i industribygninger, hvor der ofte er lavt til loftet. En mobilkran skal altid have masten til at stå op i en stor vinkel i forhold til jorden.
Men en knækarmskran som denne EFFER 2750 har den store fordel, at den kan løfte med vandret arm. Det betyder på godt dansk, hvis kranvognen kan komme ind i bygningen, og der lige er lidt luft oven over det emne der skal løftes, så kan EFFER kranen klare opgaven.
LillebrorVamdrup Specialtransport har i forvejen en lillebror til den nye kran. Lillebroren bærer betegnelsen EFFER 2100 og er i grundprincippet bygget op præcis som den nye kran.
At det var en svær fødsel er nok ikke nogen overdrivelse. Først gik der lang tid, inden man helt havde konkretiseret, hvordan kranen skulle være. Vamdrup Specialtransport havde jo alle erfaringerne fra EFFER 2100, der blev taget i brug i 2001, så der var noget at sigte efter.
Så gik der lang tid med at producere kranen, der lige nåede at komme med på Transport 2007 i Herning sidste år. Der stod kranen dog for sig selv.
Derefter blev monteringen på det specielle femakslede Volvo-chassis påbegyndt.
Hos VST har man gode erfaringer med opbygningen af kranen fra 2001, der kan tages af, så det er også den løsning, der er valgt til EFFER 2750. Kranen er en selvstændig enhed, som lige kan tages af, så det femakslede chassis står rent. Det har den positive virkning, at det er lettere at servicere chassiset og drejefordeleren under kranen.
Montage og produktionen af hele opbygningen, der er udført af KL Kranservice i Jernvedlund, har taget trekvart år.
Tungt samløftEn af de første svære opgaver var et samløft inde i en industribygning, hvor der hverken var meget plads i højden eller til siderne. En meget tung og kompakt presserdel på 70 ton, der kom på en af VSTs blokvogne, skulle løftes op og monteres som overdel på presseren - og her kom de store knækarmskraner virkelig til deres ret.
Det ville stort set have været umuligt at anvende en mobilkran på grund af tilstødende bygninger rundt om hallen. Det ville i hvert fald have krævet, at taget blev fjernet, så der kunne løftes ned gennem taget.
De to kranførere, henholdsvis Kenny Paulsen med den nye 2750’ og Lars Sørensen med 2100’eren klarede samløftet til ug.
Alene at få kørt de to kranvogne ind, så kranerne kunne stilles rigtig op, var en opgave i sig selv med de snævre forhold. Når man laver et sådan samløft, stiller det store krav til at kranerne står meget nøjagtigt, så de kan dreje samtidig uden at kollidere med andre genstande og stadig være inde i det løfteområde, hvor de har den nødvendige løftekapacitet.
Lavtbygget – et mustDen nye kranvogn er helt fra start bygget op med det mål for øje, at højden skulle holdes helt nede i det næsten umulige – under tre meter med kranarmen bagud. Af samme grund er der også anvendt et Volvo FM-chassis med et lavt førerhus.
Selve kranen er bygget op så f.eks. udskudsstemplerne ligger på siden af udskuddene, derved optager de ikke dyrebare centimer i højden, når kranarmen skal løfte under lav frihøjde.
Chassiset er et femakslet chassis, hvor der er styring på de forrest tre aksler, der sidder fordelt med to foraksler og en styrbare aksel lige foran tandembogien. Motoren i Volvoen er en 13 liters 480 hk version, klassificeret som Euro 5. Gearkassen er en Volvo I-shift, der letter arbejdet for chaufføren.
Hos VST forventer man, at kranen bliver et supergodt supplement til firmaets øvrige 19 kraner, der er bredt fordel i forskellige størrelser.
Specielt ved tungløft inden døre, har man betydelige forventninger til den store kran, der en del af tiden vil komme til at køre parløb med lillebroderen, når der skal laves tvillingløft.