23948sdkhjf

Firmabarometeret står på fortsat vækst

Vindmølleproducenternes udvikling smitter af på transportørerne

Vindmølleproducenternes udvikling smitter af på transportørerne



Af Finn Bjerremand

Der er ingen udsigt til stagnation hos en af Nordens store vindmølletransportører, Brande Maskintransport A/S i Brande.

Direktør Brian Huus siger til Trans Inform: - Udviklingen fortsætter i takt med udviklingen hos vindmølleproducenterne, og heldigvis er der stor efterspørgsel efter vindmøller. Produktudviklingen af vindmøller løber meget stærkt, og det betyder, at møllerne kun bliver større.

- Det medfører også stigende krav til transporten og dermed det materiel, der skal anvendes. Takket være en tæt dialog med kunderne, der er gode til at forekaste kommende opgaver, så vi har kunnet lave en fornuftig investeringsplan for det nye materiel vi skal have inden for den nærmeste fremtid, siger han og uddyber:

- Der er både tale om udskiftninger og udvidelse af materielparken. Vi har bestilt nye blokvognstrækkere - faktisk af to omgange og har også nye blokvognsmoduler og aksellinier i ordre. Det er vigtigt, at vi har en opfølgning på hvilke mølletyper, der skal transporteres og i hvilke mængder, så vi hele tiden kan tilpasse vognparken til behovet.

Udvikling af organisationen

Direktør Brian Huus er også i gang med en udvikling af organisationen hos Brande Maskintransport.

Det har bl.a. givet sig udslag i, at kørselsdisponent Kenneth Larsen netop er rykket op og blevet projektansvarlig. Det har så medført at vognmand Peter Danielsen Esbjerg, der gennem en årrække har kørt med sit eget materiel for Brande Maskintransport, fra den første februar er blevet ansat som ny kørselsdisponent.

Brian Huus fortæller: - Det ikke er utænkeligt, at vi bliver nødt til at ansætte yderligere en medarbejder i vores projektafdeling. Det skyldes ikke mindst det faktum, at flere og flere af de store projekter kræver, at der er kompetente medarbejdere, som kigger på projektet inden vi siger ja tak til opgaven, og som efterfølgende kan stå for hele afviklingen, når vi får ordren. Heldigvis har vi gode lokale samarbejdspartnere i lande som Skotland, Spanien, Norge, Polen m.fl. lande, hvor vi ofte står for større projekter. Det er guld værd at have en lokal partner, som har god kontakt til de lokale myndigheder, fastslår Brian Huus.

Knappe myndigheds-ressourcer

Vognmand Mogens Laugesen, der står for ansøgning af alle tilladelser, siger at han er godt tilfreds med den service firmaet får hos det lokale politi, når der søges om særtransporttilladelser.

- Men det er som om politiet mangler ressourcer, så de medarbejdere, der er specialiserede på udstedelse af tilladelser i stedet anvendes til andre politimæssige opgaver. Det betyder, at vores ansøgninger bliver syltet. Specielt på tilladelser med over 100 ton totalvægt er det også et problem, at der går lang tid inden dokumenterne kommer tilbage fra Cowi, siger Mogens Laugesen, som foreslår, at man skulle indføre et system, så man blot kunne søge de fleste af tilladelserne på Internettet og så få svar tilbage med det samme.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.072