Savner modul-penge
DTL er skuffet over, at regeringen undlader en ventet udvidelse af forsøget med modulvogntog, der gavner såvel produktivitet som miljø
- Det oprindeligt besluttede forsøg, som der allerede er afsat 85 mio. kr. til, holder sig stort set kun til motorvejsnettet med korte afstikkere til havne og transportcentre. Den eneste undtagelse er Kalundborg Havn. Med en udvidelse af forsøget til de planlagte 50 mio. kr. opnås især en bedre dækning af yderområderne i Danmark, siger adm. direktør Erik Østergaard, DTL.
Det undrer DTL i en tid med tale om overophedning af dansk økonomi og tale om nødvendigheden af CO2 besparelser, at regeringen ikke valgte at udvide modulforsøget.
- Man kan sige, at de store finanspolitiske briller har overskygget modulvogntogene. Når regeringen taler om faren for overophedning, så er der jo netop en god grund til, at man får effektiviseret transportsektoren, så man kan fragte mere gods med de samme lastbiler og personale. Man må heller ikke glemme den positive miljøeffekt af modulvogntogene, siger Erik Østergaard.