Højresvingskampagnerne virker
Højresvingsulykkerne fortsætter med at falde. Den netop offentliggjorte statistik fra Havarikommissionen for Vejtrafikulykker viser, at der i 2007 var det laveste antal tilskadekomne og dræbte ved højresvingsulykker i mange år.
Der var i 2007 således 20 tilskadekomne og to dræbte mod 27 tilskadekomne og 11 dræbte to år tidligere.
- Det er vigtigt at fortsætte kampagnerne, for ulykkerne har ofte store menneskelige konsekvenser. Vi skal reducere antallet af de ulykker så meget som muligt. Men på samme tid er vi også glade for, at kurven er knækket meget kraftigt, siger Niels Erik Nielsen, projektchef i DTL, som ikke er overrasket over, at der er sket et fald:
- I mange transportvirksomheder har højresvingsulykker ikke blot været til debat, det har været et tema, der er kommet op igen og igen. Vognmænd og chauffører har taget dette alvorligt, og på samme tid må vi sige, at højresvingskampagnerne, som DTL har været kraftigt med i, har haft god effekt, siger Niels Erik Nielsen.
SpejlgruppenHan mener også, at den særligt nedsatte Spejlgruppe, som DTL deltog i sammen med bl.a. Færdselsstyrelsen, 3F, Dansk Cyklist Forbund, Transportministeriet, Danmarks Transportforskning og lastbilsimportørerne, har haft en vigtig virkning.
- Her har vi haft adgang til vigtige informationer, så vi har haft et objektivt grundlag at lave kampagner ud fra, siger projektchefen.