Vognmænd skuffet
Skrabet udvidelse af rastepladsen ved Hylkedal Øst giver kun plads til få ekstra lastvogstog.
Vejdirektoratet er i gang med at udvide og ombygge parkeringspladsen Hylkedal Øst, der ligger op ad det nordgående spor på motorvej E45 ved Kolding Syd.
Men de oprindelige planer er forvandlet til et skrabet projekt og det er rigtigt skidt set med chauffør og vognmandsøjne.
Ingeniør Helle Petersen fra Vejdirektoratet fortæller til TTN, at den oprindelige plan gik ud på at parkeringsområdet for tunge køretøjer skulle have været fordoblet, men dalen Hylkedal, som støder lige op til rasteanlægget, er fredet. Derfor kan der ikke blive tale om en udvidelse af selve pladsen. Det betyder at lastvognsparkeringspladsen kun bliver udvidet med omkring en tredjedel.
Utilstrækkeligt siger FDL
- Det er slet ikke nok, siger kontorleder Jens Groot FDL (Foreningen af danske Langtursvognmænd) i Vejle til TTN.
- Udvidelsen og ombygningen, er noget som blev lovet for otte år siden. Hvis ikke der sker en væsentlig udvidelse af parkeringsarealet for lastvogne, så har vi kun noget negativt at sige om det, udtaler Jens Groot, som fortsætter:
- Til efteråret begynder modulvogntogene at rulle på motorvejsnettet, vil de overhovedet kunne få mulighed for at holde på Hylkedal Øst?
Skuffelse hos DTLs regionskontor
Det nedbarberede p-anlæg vækker heller ikke begejstring hos DTL.
- Det er vi skuffet over, siger konsulent Jens Holdt fra DTL Region Syd (Dansk Transport – Logistiks regionskontor i Kolding).
- Det er da prisværdigt at turisterne får mere plads og at infoteriet bliver udvidet, men en tredjedel mere til de tunge køretøjer er slet ikke nok. Jeg har ellers hørt ingeniør Helle Petersen sige i lokalradioen, at hun så håber, der bliver plads til alle. Men vi kan lige så godt se i øjnene, at lastvognene vil komme til at holde ude i nødsporet, når der er pres på, fastslår Jens Holdt.
- Det ikke kan hjælpe, at aben hver gang lander ved lastbilerne. Men hvis ikke det kan være anderledes, så må man i gang med udvidelse af parkeringsanlæggene på andre rastepladser. Der er nemlig et stort behov, og det er ikke bare langs motorvejene, men også på motortrafikveje og langs hovedvejene, der er brug for bedre parkeringsmuligheder for tunge køretøjer. Der er dog nok lang vej igen, slutter konsulent Jens Holdt.