54 trailere ti Arla Foods
Køletrailere er specificeret til distributionsopgaven
Af Finn Bjerremand
Arla Foods er netop i gang med at få leveret en større portion nye køletrailere på i alt 54 stk. fra Krone Skandinavien A/S i Aabenraa.
De nye køletrailere er helt specialdesignede fra Krone til Arlas brug, bl.a. er trailerne forsynet med en toakslet bogie, hvor den forreste aksel kan hæves ved tomkørsel.
Med en god afstand sidder den tredje aksel så placeret længere ude under bagenden og den er samtidig tvangsstyret med Tridecstyring.
Bogieliften er manuelt betjent, da man fra Arlas side ønsker at chaufføren suverænt selv skal kunne bestemme hvornår akslen skal hæves.
Akselafstanden mellem de forreste aksler og den bagerste aksel er lidt større end de trailere ARLA har i forvejen. Ved at gøre denne afstand længere øges stabiliteten, når traileren kører med den forreste aksel hævet. Akslerne er af typen BPW Eco Plus med skivebremser i størrelsen ni ton og bremsesystemet er et Wabco EBS-system.
Ekstra reflekserArla har bl.a. fået de nye køletrailere leveret med ekstra meget indvendig lys i form af 12 diodelamper, der er indfældet i loftet, så chaufførerne bedre kan se hvad de laver. Samtidig er der en ekstra gul reflekterende kantmarkering fra 3M på liftpladen, så chaufføren lettere kan se kanten af bagsmækken, når der køres med løftevogn og læsse paller.
To af de ekstra indvendige loftslamper sidder helt ude i bagenden, så de lyser lige ned på liftpladen. Med dette tiltag håber man at kunne modvirke uheld med løftevogne, der kører ud over kanten.
De ny køletrailere har en indvendig længde på 13,3 meter indvendig, en indvendig bredde på 2,51 m og en indvendig højde på 2,55 m. Samtidig er totalhøjden på 4,00 m ved en skammelhøjde på 1,15 m. I forenden ved bunden er de nye køletrailere forsynet med ekstra forvægsbeskyttelse, der skal beskytte mod fra lastning med gaffeltrucks, og topklappen over læssebagsmækken er forsynet med gasdæmpere som giver fuld indkøringshøjde.
Som en god sikkerhedsforanstaltning er der også monteret både almindelige baklygter og ekstra baklygter som er med til at give større sikkerhed, når chaufførerne skal bakke i mørke.
Populær typeKølemaskinerne er af typen Carrier Maxima 1300, der ligesom Z-liften monteres af Norfrig Service A/S i Hvam. Leveringen af de nye trailere startede i december sidste år og løber med fem stk. hver uge frem i februar måned. Salgsdirektør Ole Knudsen Krone Skandinavien A/S siger til Trans Inform : - Denne type distributionstrailere er en type, som vi sælger rigtig mange af,og kunderne til denne type trailere, er en kundegruppe vi heldigvis er ved at have godt fat i, siger han.