23948sdkhjf

Let forstærkning til Volvo Truckcenter

Volvo Truck Center (VTC) supplerer modelprogrammet med lette lastvogne fra Nissan

Volvo Truck Center (VTC) supplerer modelprogrammet med lette lastvogne fra Nissan



Af Lars Lassen

Det virker næsten som et perfekt match, når man sammenligner Volvos lastvogne, der befinder sig i vægtklassen fra 12 tons og opad, og Nissans lette kavaleri, der går fra 3,5 tons til 13 tons totalvægt.

Derfor synes det markedsføringsmæssige ægteskab mellem Volvo Truck Center og Nissan, der betyder, at Volvo Truck Center fremover sælger og servicerer Nissan-modellerne Interstar, Cabstar og Atleon, også helt oplagt.

Nissans netværk af personvognsforhandlere beholder Nissan Primastar.

- Samarbejdet mellem Nissan og Volvo er en del af en udvikling, som har været i gang i flere år i hele Europa. Vi satser målrettet på erhvervskunderne og her udgør Volvo Trucks, den perfekte samarbejdspartner, fordi de i forvejen har et kompetent og velrenommeret salgs- og servicenetværk, sagde Charles Forget fra Nissan Nordic Europe, da Nissan og Volvo Truck Center for nylig præsenterede detaljerne i samarbejdet på den nye og topmoderne Volvo Truck Center i Hillerød.

Peter Hal fra Nissan i Danmark forklarede, at mens organisationen har et veludbygget salgs- og servicenetværk til personbiler, så har man hidtil stået forholdsvis dårligt inden for kommercielle køretøjer.

- Varebiler og lastbiler kræver noget andet end personbiler. Det har vi taget konsekvensen af med denne aftale og Volvo Truck Center repræsenterer en unik mulighed for at komme ud på et marked, hvor vi aldrig har været tidligere, sagde Peter Hal.

Han fremhævede, at samarbejdet med Volvo Truck Center dels vil styrke Nissans position på det danske marked, når det gælder 3,5 tons biler, og dels for alvor etablere Nissan-brandet i segmentet omkring 7 tons totalvægt.

Fra lille til stort kørekort

Kassevognen Nissan Interstar – der fortsat også vil blive solgt via Nissans personvognsforhandlere - bliver markedsført i fire versioner fra 8-14 kubikmeter varerumsvolumen, samt en chassis cab version.

Næste trin er Nissan Cabstar, der leveres i to vægtklasser 3,5 tons og 4,5 tons totalvægt. Det ’nøgne’ Cabstar chassis har allerede i 3,5 tons versionen ledig nyttelast på 1845 kilo, der angiveligt skal være klassens største. Kombineret med et ringe bredde på 1,87 meter og en venderadius på lige under 10 meter, så er Cabstar optimeret til arbejde i snævre bymiljøer.

Sidste trin er lastvognen Atleon, der leveres i fem varianter. I bunden tre modeller med en kabinebredde på to meter fordelt på en 5,6 tons, en på 7,0 tons og en 8,0 tons. Dertil kommer to Atleon-modeller med 2,2 meter kabinebredde på henholdsvis 8,0 og 13,0 tons totalvægt.

Selv om der er en lille overlapning fra den tungeste Atleon til den letteste Volvo lastvogn, så er adm. direktør Arne Knaben, Volvo Truck Center, ikke bange for intern konkurrence.

- De to modelprogrammer supplerer hinanden og de henvender sig til forskellige kunder, fastslog Arne Knaben.

Volvo Truck Center har 10 forhandlere/serviceværksteder i Danmark. Derfor er Nissan på udkig efter egnede forhandlere i Midt- og Sønderjylland, på Fyn og Vest- og Sydsjælland. En enkelt af Nissans personvognsforhandlere er allerede inde i varmen, men Nissan er angiveligt åbne for alle, der har den rette ekspertise, og som er villig til at afsætte de nødvendige ressourcer.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.135