Vognmand og chauffører dømt i stor hashsag
To lastvognschauffører og en selvkørende vognmand blandt de otte, der blev dømt for hashsmugling lige inden jul
Af Lars Lassen
Håbet om en juleaften i familiens skød blev knust for fem af de otte dømte, da Byretten i København 20. december afsagde dom i den såkaldte lastbilsag, der handler om smugling af flere hundrede kilo hash.
Skuffelsen var især mærkbar hos de pårørende, der fyldte tilhørerrækkerne i retssal 1 i byretten, da dommeren afviste forsvarernes begæring om at ophæve den langvarige varetægtsfængsling, mens ankesagen kører ved landsretten.
Den store hashsag, har fået sit tilnavn ’lastbilsagen’, fordi flere af de tiltalte kørte som lastvognschauffører i veletablerede og helt legale godstransportnetværk i international trafik til og fra Danmark.
En selvkørende vognmand blev idømt tre og et halvt års fængsel, mens en lastvognschauffør fik tre års fængsel, da der blev afsagt dom ved Byretten i København i sagen, hvor syv mænd og en enkelt kvinde stod anklaget for indsmugling og videresmugling af store mængder hash.
Chaufføren og den selvkørende vognmand blev dømt for indsmugling af 80 kilo hash og forsøg på indsmugling af 460 kilo hash.
En tredje lastvognschauffør slap med 10 måneders fængsel for smugling af 20 kilo hash.
Sagen er forbundet til et endnu større sagskompleks om hashsmugling af flere tons hash og tog sin begyndelse, da politiet startede efterforskning i sagen helt tilbage i januar 2008. De første anholdelser og beslaglæggelse af hash, blev foretaget i Helsingør i august 2006.
Små fiskDe dømte fra transportbranchen, var dog kun mindre fisk. Den hårdeste dom tilfaldt hovedmanden, der blev idømt ubetinget fængsel i fem år. Retten fandt ham skyldig indsmugling af cirka 180 kilo hash og forsøg på indsmugling af yderligere 460 kilo hash. Retten beskriver den dømte som værende en nøgleperson mellem leverandørerne af hashen i Spanien, Holland og Tyskland og den illegale transportorganisation, der stod for indsmuglingen af hashen til Danmark og videre til Sverige og Norge.
En anden ’nøgleperson’, der blandt andet blev fundet skyldig i rekrutteringen af de dømte chauffører, blev idømt 4 år og seks måneders fængsel for indsmugling af 180 kilo hash, samt for forsøg på indsmugling af omkring 520 kilo hash.
En tredje tiltalt, der blandt andet blev dømt for at være kontaktperson til de udenlandske leverandører, blev idømt fængsel i tre år for cirka 100 kilo hash, samt forsøg på yderligere 100 kilo hash.
SkalkeskjulYderligere to personer fik fængselsdomme på henholdsvis seks og fire måneder for mindre roller i smuglernetværket.
De to sidstnævnte og den lastvognschauffør, der blev idømt 10 måneders fængsel, har allerede afsonet deres straf i forbindelse med varetægtsfængslingen.
Retten lagde vægt på de store hash-mængder, der er smuglet og den professionelle opbygning af det ganske omfattende transportnetværk, der benyttede legale godstransportnetværk som skalkeskjul for smuglerbanden.
Det navneforbud, der gælder i sagen blev ikke som normalt ophævet ved domsafsigelsen, da flere af de dømte ankede dommen med krav om frifindelse. De øvrige dømte udtog sig betænkningstid omkring en eventuel anke. Dermed opretholdes navneforbuddet indtil landsretten træffer afgørelse i sagen.
De fem, der blev idømt tre års fængsel eller mere, fik opretholdt den langvarige varetægtsfængsling, trods protester fra forsvarerne, der mente, at de lange sagsbehandlingstider i landsretten ville betyde, at de tiltalte ville ende med at sidde varetægtsfængslet i længere tid, end den endelige landsretsdom.
Dommeren mente dog, at landsretten sagtens kunne nå at behandle sagen, inden det blev et reelt problem.