Når man som transportør eller transportkøber indgår en større transportkontrakt, bør man overveje, hvordan eventuelle tvister skal løses. Udgangspunktet er, at tvister skal forelægges de almindelige domstole, men CMR-lovens § 42 åbner faktisk mulighed for at aftale voldgift. Denne måneds artikel beskriver fordele og ulemper – hvad man skal vælge, afhænger af den konkrete kontrakt.

Af advokat Anders Hedetoft, Delacour, Århus

Af advokatfuldmægtig Martin Juste, Delacour, Århus

Kører man som transportør en enkeltstående opgave for en kunde, udstedes der normalt blot et fragtbrev med henvisning til NSAB2000 eller CMR-loven. Sker der herefter en transportskade, og kan der ikke opnås enighed om erstatningen, er parterne henvist til de almindelige domstole for afgørelse af deres sag. I sådanne enkeltstående transporter findes der reelt intet alternativ, idet tiden ikke tillader overvejelser om andet.

I dag er transportøren ofte en helt vital og dybt integreret del af deres kunders virksomhed og logistikoperation. Der indgås flerårige kontrakter med meget store volumener og deraf store pengebeløb involveret. Sådanne kontrakter er individuelt tilpasset og ofte genstand for langvarige forhandlinger. Kontrakten tager stilling til volumen, afregning, ansvar, daglig afvikling, kvalitetsmål mv. og kan som antydet ovenfor også indeholde bestemmelser om konfliktløsning.

I Danmark afgøres konflikter mellem parter almindeligvis ved de normale domstole. Alle sager skal som udgangspunkt starte i byretten, hvor sagen afgøres af én enkelt dommer. I forbindelse med den store retskredsreform blev retsplejelovens ændret, således at en part kan begære, at sagen skal afgøres af tre dommere, såfremt sagen er af principiel karakter, afgørende for andre end sagens parter eller frembringer særligt vanskelige juridiske eller bevismæssige spørgsmål.

Herudover er der nu mulighed for, at byretten sammensættes med én dommer og to såkaldt sagkyndige dommere – almindelige borgere med en særlig viden indenfor det område, som sagen omhandler. Muligheden for sagkyndige dommere skal ses i lyset af, at Sø og Handelsretten – som hovedregel - ikke længere skal behandle f.eks. landevejstransportsager. Sø og Handelsretten behandler i dag alene sager om særlige varemærkesager, konkurrencesager, samt internationale sager, hvor fagkundskab til internationale erhvervsforhold har væsentlig betydning. I praksis skal sagen således have mindst en udenlandsk part og dreje sig om særlige internationale emner, hvilket kunne være søsager, men også sager om internationale landevejstransport kunne tænkes at opfylde kravene.

Når man anlægger en sag ved de almindelige domstole, skal der betales en retsafgift. Denne afgift udgør kr. 750 med tillæg af 1,2 pct. af den værdi, som overstiger kr. 50.000, dog således at afgiften maksimalt kan beløbe sig til kr. 75.000. Når sagen herefter berammes til hovedforhandling (den dag man faktisk skal møde i retten) skal der betales et tilsvarende beløb. Taber eller vinder man sagen, vil der ofte blive tilkendt parterne omkostninger, som beregnes på baggrund af sagens værdi. Disse takster er fastsat af landsretternes præsidenter, men dækker ofte ikke de faktiske udgifter til advokatbistand.

Sagsbehandlingen ved byretterne er sædvanligvis omkring 1-1½ år, og dommen kan herefter ankes til landsretten, hvor sagsbehandlingstiden er tilsvarende. Dermed kan den samlede sagsbehandlingstid komme op på omkring 3 år. I helt særlige sager kan sagen – ved en særlig 3. instans-bevilling – ankes til Højesteret, men det er bestemt mere undtagelsen end reglen.

Fordelene ved en sagsbehandling ved de almindelige domstole er, at man har mulighed for at anke sagen videre til landsretten og dermed få en ny bedømmelse af sagen. Endvidere kender man på forhånd de omtrentlige omkostninger, man kan blive dømt til at betale til modparten, hvis man ikke vinder. Ulemperne er naturligvis risikoen for lang sagsbehandlingstid samt relativt stramme regler for brugen af beviser og tekniske hjælpemidler – her er domstolene stramt reguleret af retsplejelovens regler.

Voldgift er et gammelkendt tvistløsningsinstitut, hvor parterne ofte på forhånd har aftalt, at sagen skal afgøres på denne måde. Det er teoretisk muligt efterfølgende at aftale voldgift for en opstået konflikt, men dette vil ofte ikke kunne lade sig gøre, da parterne her er begyndt at trække linjerne op.

En voldgiftsklausul skal være tydelig og fremgå klart af kontrakten for at være gældende, og ved kontrakter om internationale landevejstransporter bør man henvise til CMR-lovens § 42. Bestemmelsen forskriver, at man kan aftale voldgift, når tvisten blot løses i henhold til de ufravigelige regler i loven.

Voldgift reguleres af voldgiftloven fra 2005. Loven forskriver, at parterne selv aftaler antallet af dommere, og i mangel af aftale herom, skal der være tre. Det er parterne selv, som vælger dommeren, når der kun skal være én. Skal der være tre, vælger hver part én dommer, og voldgiftsretten udpeger derefter den sidste.

Hele voldgiftens afvikling er i modsætning til almindelig domstolsbehandling ikke formbundet, og voldgiftsdommeren kan dermed tilrettelægge sagen på den for parterne mest hensigtsmæssige måde. Tekniske hjælpemidler og afhøring pr. telefon vil i større omfang kunne benyttes, hvilket kan være omkostningsbesparende. Voldgiftsretten fastsætter selv sit honorar og tildeler også selv omkostninger til den vindende part. Dermed kender man på forhånd ikke i samme grad som ved de almindelige domstole omkostningerne ved sagsbehandlingen, men generelt er voldgiftsbehandling dyrere end domstolsbehandling, såfremt domstolsbehandlingen begrænses til kun én instans.

En klar fordel ved voldgiftsbehandling er det tidsmæssige aspekt. En almindelig voldgift vil kunne afgøres på ½-1 år, og da afgørelsen ikke kan ankes, vil sagen få sin ende hurtigere. Herudover er en klar fordel ved voldgift, at sagen ikke er offentlig. I modsætning til behandling ved de almindelige domstole, er afgørelsen og hele behandlingen ikke offentlig. Ved de almindelige domstole får parterne deres beskidte vasketøj udstillet, og forretningshemmeligheder kan komme frem.