23948sdkhjf

En moderne og komfortabel lastvogn

Iveco Stralis er fremme i toppen efter et løft på førermiljøet

Iveco Stralis er fremme i toppen efter et løft på førermiljøet



Af Finn Bjerremand

Sidste år debuterede Iveco med en faceliftet Stralis, der bl.a. takket være et lidt mere rummeligt førerhus, har fået et stort løft i den rigtige retning.

Første gang jeg så den nye Stralis Cube, var ved et stort pressearrangement i Monte Carlo, hvor man lige måtte se, men ikke røre den nye lastvognsserie. Efterfølgende blev Stralis Cube lanceret ved et arrangement i den italienske hovedstad Rom. Her var der god lejlighed til at prøvekøre flere Stralis trækkere i Eurotrækkerversionen – som toakslet trækker i 40 tons vogntogskombinationer.

Siden har jeg haft lejlighed til at testkøre en typisk nordisk version, i form af en treakslet Stralis Active Space af typen AS440S50TX/P med 13 liter Cursor motor, her i den ”mindste” udgave på 500 hk.

Den nye Stralis var sammenkoblet med en treakslet Schmitz gardintrailer, så der var tale om et rigtigt 48 ton vogntog.

Denne prøvekørsel fandt sted i Jylland på noget af det, som jeg kalder min primære testrute. Denne gang startede testen i Fredericia, hvorfra jeg kørte til Kolding ad motorvej E20, videre ad landevejene op til Bredsten vest for Vejle og videre vestpå til Billund. Fra Billund gik turen videre op til Karlskov rundkørslen og af den nye motortrafikvej på rute 30 til den nye 2,5 km lange motorvejsstrækning ved Riis, hvorfra turen fortsatte op til Herning af rute 18 og ad motorvejen ud til Bording. Resten af ruten gik på rute 13 helt tilbage til Ivecos servicecenter i Vejle, hvor turen sluttede.

Testruten består af meget afvekslende strækninger med både bakket terræn og flade områder. Samtidig består denne rute af både en del motorvej, motortrafikvej, hovedlandevej samt byveje.

Fortsat godt indtryk

Ved prøvekørslen i Rom var mit indtryk ganske fint. En opfattelse som jeg helt klart holder fast i. Alle de mange små forbedringer, der først og fremmest er sket inde i førerhuset, har været med til at skabe et meget bedre førermiljø med et absolut højere komfortniveau.

For at vurdere hvilke forbedringer, der var behov for, har IVECO spurgt mange brugere – læs chauffører – og fundet ud af mange små forhold, som kunne forbedres så førermiljøet kunne højnes.

Et godt førermiljø er uden tvivl også indirekte med til at højne trafiksikkerheden, fordi chaufføren befinder sig bedre. Den lille forlængelse af førerhusets bagvæg er uden sidestykke den vigtigste faktor i forbindelse med forbedringerne på Stralis. Man fristes til at sige, at Iveco på dette punkt har kigget på Mercedes Actros, der for nogle år siden gennemgik en tilsvarende udvidelse af førerhuset.

Selv om der blot er tale om ni centimeter, har disse ni cm gjort det muligt at skabe et bedre førermiljø. Sammen med hævningen af taget, er Iveco Stralis Cube, som versionen med det største førerhus nu kaldes, blevet næsten to kubikmeter større inde i førerhuset i forhold til den gamle Stralis-serie.

En anden af de mere betydelige ændringer er det nye interiør, der fra at være meget plasticagtigt nu har et mere komfortabelt udseende, som faktisk giver et rart indtryk. Hele førerhusets top indvendig har fået en pæn beklædning. Skabene over forruden er blevet større, og der er nu monteret gascylindre på lågerne, så de er meget lette at åbne og lukke.

Fjerntransporter foregår en meget stor del af tiden på den ”forkerte” tid af døgnet, så derfor er der også kommet lys i skabene, så man lettere kan se hvad der gemmer sig der inde. Det er et helt uundværligt udstyr. Den underste køje kan leveres som en almindelig gennemgående køje eller som kontorversionen. I den sidstnævnte version er køjen delt i sektioner, hvor man kan slå den midterste sektion op, så har man et bord på undersiden, der lige kan vippes ned til vandret. Herved har man et bord med to sæder på hver side, så der kan sidde to personer inde på hver side af bordet.

Desuden kan den nye Stralis leveres med et passagersæde, der ganske enkelt kan drejes halvfems grader. Så der kan sidde en tredje person, ligesom der i en snæver vending også vil kunne side en i førersædet, hvis fire chauffører for eksempel holder pause og måske vil drikke kaffe sammen.

En god søvn

Testvognen er udstyret med netop denne løsning, som jeg helt klart selv vil foretrække, hvis det er mig der skal køre langture med vognen. Mange vil frygte for deres underkøje med denne løsning, fordi de altid betragter underkøjen som den bedste. Men Stralis har en stor og god overkøje, som kan anvendes, når man skal sove. Den er integreret i bagvæggen, når den ikke anvendes og i stedet er vippet op til lodret position. Overkøjens bagside er beklædt med en plasticoverflade, der er nem at holde ren, og som pænt matcher det øvrige interiør i førerhuset.

I forbindelse med forøgelsen af førerhuset blev der introduceret nye køjer, hvor der bl.a. er rigtig lamelbund. På lige netop dette punkt er der sket rigtig meget inden for de seneste år. De fleste lastvognsproducenter har fået øjnene op for at der er mangel på chauffører, så de skal have de bedste betingelser for at kunne sove ordentligt, når ikke de kan nå hjem til deres egen seng.

Skal man op i overkøjen, er der en smart stige som let lader sig folde ned. Den sikrer en god adgang til den øverste køje for alle størrelser af chauffører. Det har også været et af ønskerne fra brugerne. Sæderne er i top i Stralis og hele førerpladsen er rigtig god.

Jeg har altid syntes at Iveco Stralis har et meget flot cockpit med blå farve i det midterste kontroldisplay, og det er stadig en flot løsning.

Udefra kan man i begge sider komme til de skabe, der er under den nederste køje. I modsætning til de fleste andre lastvogne har IVECO ikke en lås, der åbner med et kabeltræk. I stedet åbnes låsene til lågerne ved hjælp af elektroniske låse, adopteret fra Alfa Romeo. Fordelene ved de elektroniske låse er bl.a. at man aldrig kommer til at rykke kablet over, når det begynder at blive slidt. Såvel skabene som lågerne har en fornuftig størrelse. Har man behov for mere skabsplads uden for, kan man bestille yderligere to skabe til montering i den nederste del af førerhuset under den bagerste sektion af førerhuset.

Der er også sket meget på dette område, for at dække behovet, for at kunne opbevare handsker, arbejdstøj, værktøj m.v., så det ikke behøver at ligge løst inde på gulvet, som det gjorde for 25 år siden.

Udsynet

Spejlene er gode store og giver en god sigt på siden af vognen. Testvognen var også udstyret med et frontkamera i stedet for det lovpligtige frontspejl. Det er en god løsning, hvor man på en skærm inde ved førerpladsen kan se hvad der sker lige nede foran vognen og rundt om højre hjørne.

Anvendelse af et lille kamera, betyder at man ikke bliver ramt af f.eks. manglende rengøring af visse områder på frontruden, når det regner eller sner. De nye indvendige solskærme sænkes eller hæves elektrisk med en knap på instrumentbrættet. Det finder jeg også er en optimal løsning, der sikrer at man hurtigt kan få skygget for solen eller få hejst gardinet op, uden at man under kørslen skal flytte hånden ret langt væk fra rattet.

Det eneste minus ved vognens førerhus er faktisk de gammeldags sprosser i dørenes sidevinduer som Iveco sammen med DAF er de eneste der stadig har. Det er et helt overflødigt levn fra fortiden, som ikke hører hjemme på en moderne lastvogn her i 2008.

Iveco må ved det næste førerhusløft, se at få lavet en vinduesløsning uden disse sprosser som alt andet lige er med til at forringe udsynet til siderne, specielt i kombination med spejlene i højre side.

EURO 5 motor med SCR-teknik

Iveco Stralis AS440S50 er udstyret med en Cursor 13 motor, der nærmest ligger i det nye smørhul, det nye storsælger segment – klassen mellem 480 og 540 hk. Det er uden tvivl indenfor dette segment, at storsalget vil komme til at ligge i de kommende år. I takt med manglen på chauffører, vokser motorerne i lastvogne, fordi chaufførerne lettere kan komme igennem med ønsket om at få en lastvogn, som kan holde en højere gennemsnitshastighed.

I Stralisen er der en moderne motor på 12,88 liters slagvolumen udstyret med overliggende knastaksel og VGT turbo (Ivecos variable turboladning), der nu også er blevet introduceret på Scanias nye 13 liters motorserie. Dertil kommer indsprøjtningssystem med enhedsinjektorer og EDC. For at klare EURO 5 normen, er Iveco Stralis forsynet med en SCR-katalysator, som ved hjælp af produktet AdBlue sørger for at efterbehandle udstødningen og dermed pacificere NOxerne. Motorens effekt er på 500 hk/ 368 kW, og den har et drejningsmoment på 2300 Nm.

Nok så interessant afleveres det store moment allerede ved 1000 omdrejninger i minuttet. Derved har man en sej og arbejdsom motor, der kan køre med lave omdrejninger. Et forhold der klart kunne mærkes under testkørslen. Den tager tidligt fat og slæber helt nede fra kulkæderen. Som tilsatsbremse er ITB (Ivecos Turbo Brake) en god løsning, der giver en effektiv afbremsning. Motorbremsen har en effekt på hele 415 hk, så den tager fat, når der skal kastes anker.

Iveco Stralis er udstyret med en 12 trins ZF EuroTronicgearkasse med automatiseret gearskifte. Denne gearkasse kommer fra ZFs ASTronicfamilie, der har et ganske godt ry. I Iveco-versionen hedder gearkassen Euro Tronic2, og den har et direkte gear som højeste gear. Den skifter gear som den skal og ikke mere. ZFs gearkasse ud af denne familie har ikke fine funktioner som Volvos I-shift og Mercedes PowerShift, som kan fås med f.eks. Ecoroll – friløb, der sparer brændstof. Men Euro Tronic2 gerkassen gør som sagt arbejdet godt.

Komfortfremskridt

Jeg vil til sammenligning nødigt køre i en tilsvarende Iveco-lastvogn med en manuel betjent ZFgearkasse. Iveco skal specielt roses for deres gode løsning med tre knapper i instrumentbrættet, som har afløst joysticket som gearvælger. En af sidegevinsterne ved denne løsning, er at man slipper for at have konsol til joystick m.v. nede på højre side af førersædet. Det i sig selv er jo et stort komfortfremskridt.

Iveco har tilpasset gearkassen til formålet og har for et par år siden introduceret krybefunktionen. En funktion, som mange chauffører er glade for.

Den venstre knap i gearvælgerpanelet har et D for Drive og et S for krybefunktionen. Ved et ekstra tryk på knappen, hvor knappen holdes inde i mere fem sekunder, går gearkassen over i SLOW – altså en form for krybegear til f.eks. rangering. Den midterste knap hedder N for neutral og den højre hedder R for bakgear. Den er også udstyret med et S, så man ved et ekstralangt tryk kommer over i baglæns rangerdrift.

Denne slowfunktion er en stor hjælp når man skal sætte i gang under vanskelige forhold, koble til en trailer eller f.eks. bakke til en rampe. Selve gearskiftet fungerer fint og det mærkes næsten ikke, når der skiftes gear. De tolv trin i fremadgående retning er i øvrigt også ganske tilstrækkeligt. Det er derfor også helt uforståeligt for mig, at der absolut stadigvæk skal være 16 fremadgående gear, hvis man vælger en manuel betjent gearkasse fra ZF til den samme vogn. Vil man selv lige geare et gear op eller ned, kan man bare påvirke stilken under rattets højre side. På den måde kan man i en snæver vending gøre det uden at slippe rattet med højre hånd. Sådan skal en moderne lastvogne være.

Chaufføren kan nemlig sætte tempostaten ved en given hastighed og så ellers holde på rattet og koncentrere sig om den øvrige trafik. Hvis det går ned ad bakke, og der er behov for at sænke hastigheden går motorbremsen selv i indgreb. Det sker automatisk når hastigheden overstiger tre km i forhold til den valgte hastighed.

Det fungerer rigtig fint og det kan endog blive endnu bedre, hvis man ved indkøb af denne vogntype også vælger ACC (Radarbaseret afstandsmåler), som går ind og måler afstanden til forankørende objekter og tilpasser hastigheden herefter. Bagakslen er en enkeltgearet aksel med udvekslingen 2,85, der giver en god marchhastighed ved et tilpas lav omdrejningstal.

Perfekt styretøj

Et perfekt virkende styretøj i IVECO Stralis testvogn, der er en twinsteerversion, giver en konstant præcis og god føling med vejbanen. Affjedringen føles meget behagelig. Selv hen over bløde vejbump går det fint. De klares med lav hastighed uden det føles ubehageligt.

Testvognen har en pæn standard opbygning, hvor AdBlue-tanken med et rumindhold på 55 liter er placeret i venstre side, mens en stor brændstoftank med et rumindhold på 450 liter fylder det hele ud i højre side. Hen over opbygningen ligger en vaflet dørk-plade. I venstre side er der desuden lavet udskæringer til to trin som sikrer gode adgangsforhold, når chaufføren har behov for at koble en trailer til eller fra.

På niveau

IVECO har med de mange små forbedringer fået udviklet en ny generation af lastvogne, med et væsentligt højere komfortniveau og er derved samtidig kommet fuldt på niveau med konkurrenternes produkter.

Testvognens motorstørrelse er meget passende til en rigtig trækker til blandet brug, hvor man somme tider kan have behov for store kræfter.

Den passende motorstørrelse i sammenhæng med den automatiserede gearkasse er også med til at give et højt komfortniveau.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078