Fluen var ikke rigtig glad for sin nye vindueskarm på vognmandens kontor. Godt nok var alt træværket blevet både slebet og malet og fremstod i flottere end nogensinde. Men den gode gamle fornemmelse var væk. Desuden var vognmanden ikke nær så meget på sit kontor mere. Det skuffede fluen, som godt kunne lide selskab og frem for alt alle de krummer, som vognmanden ellers altid efterlod fra sine måltider og mellemmåltider.

Men det var åbenbart nye tider. Selv om den fusion, som firmaet var indgået i, ikke havde betydet nogen større omvæltning i hverdagen, så kunne fluen godt mærke, at noget var anderledes.

Derfor glædede fluen sig over, at vognmanden den morgen var dukket op på helt normal vis og havde kastet sig over telefonen, som han plejede. Og han havde da også spist kiks flere gange i løbet af formiddagen, så der var krummer nok til flere dage.

Fluen kunne godt se, at chefens kontor var blevet noget flottere end før, og selv om den godt vidste, at han ikke gik så meget op i de ydre symboler og i hvert fald ikke brød sig om at spendere penge på noget, som bare nærmede sig det overflødige, så kunne den klart fornemme, at det nye kontor betød noget for ham.

Og bogholderen så sig da også om en ekstra gang, da han kom ind for at diskutere nogle papirer.

- Jeg skal lige vænne mig til, hvor flot du har fået det, sagde han, og fluen kunne se, at ordet ”flot” ikke rigtigt passede vognmanden.

- Ja, det er da godt nok, men jeg gider altså ikke begynde at kalde mig administrerende direktør, selv om vi er fusioneret. Jeg er og bliver vognmand. Det andet er noget pjat.

Chefen rettede sig op til sin nye højryggede kontorstol og trommede med fingrene i den nye, blanke bordplade. Fluen havde overhørt hans diskussioner med indretningsarkitekten og chefens betænkeligheder med prisen.

Men arkitekten havde slået på, at der ikke var nogen mening i at gennemføre en ombygning og så lade alt forblive ved det gamle.

- Men det er jo først og fremmest for at få mere plads, at vi bygger om. Så er der jo ikke megen fornuft i, at jeg selv snupper så meget af arealet.

- Det gør du da heller ikke. Dit kontor er jo kun 10 procent større, og de nye folk får jo rigelig med plads i den udvidede del.

- Ja, men jeg hader, når noget er for prangende. Især mit eget, havde chefen sagt.

Men det hele var alligevel blevet, som arkitekten ville have det. Og selv om fluen, der kendte vognmanden godt, vidste at han inderst inde var meget godt tilfreds med arrangementet, så fornemmede den, at han havde dårlig samvittighed over selv at bruge så mange penge på noget, som ikke direkte gav plus på bundlinjen.

Fluen kunne se, at bogholderen diskret fiskede nogle af papirerne ud af den stak han stod med i hånden, inden har rakte det til chefen. Det var garanteret opstillingen over ombygningens udgifter, som bogholderen ikke skønnede, at det var god timing at diskutere med vognmanden netop nu. Det krævede lidt forberedelse.

Chefen havde nemlig både været begejstret for den nye fusion, som nu var en realitet, og samtidig noget betænkelig. Han havde det med at gå ind i nye projekter med brask og bram. For ham var det enten eller. Det var nok derfor, at hans ideer som regel endte med at blive en succes. Og denne gang tydede alt på, at fusionen – som jo ret beset var en overtagelse af partner-firmaet – var en god ide på det rigtige tidspunkt.

- Mange af tingene er jo gået lettere, end vi havde turdet håbe på, sagde bogholderen.

Chefen nikkede uden at være helt overbevist.

- Faktisk er flere af de nye kunder vi har fået ind, bedre end det først så ud til, og vi kan med vores metode betjene dem endnu mere effektivt, fortsatte bogholderen.

- Hmmm, sagde chefen.

- Og de nye medarbejdere, som nu er blevet overflyttet til os, gør et super job. De er med det samme faldet godt til. Det kan ellers tit være et problem ved fusioner…

- Kom så med det, sagde chefen

Fluen kunne se, at bogholderen tøvede. Så sagde han. – Vores IT-systemer kan overhovedet ikke fungere sammen. Platformene er helt forskellige.

- Jamen for pokker. Var det ikke netop det, vi fik undersøgt på forhånd. Vi fik at vide, at det blot krævede nogle tilretninger og et par nye programmer.

Chefen så bister ud og trak refleksmæssigt sin kam op af baglommen og begyndte ubevidst at rede sit tynde hår. Fluen vidste, at det betød, at han følte sig presset.

- Jamen kan man da slet ikke stole på specialisterne. Hvorfor siger de ok, når det ikke passer. Hvad glæde har de af at fejlinformere os?

Bogholderen trak på skulderen. – Aner det ikke. Systemerne burde kunne køres sammen, men vi har hver for sig fået lavet nogle vigtige tilpasninger, som spænder ben for det hele. Der er ingen vej uden om en helt ny IT-løsning.

Vognmanden så allerede for sit indre blik, hvordan tusindkrone-sedlerne udviklede vinger og i en lind strøm fløj ud af vinduet.

Så bogholderen skyndte sig at sige: Den gode nyhed er imidlertid, at vi kan få et nyt system til favørpris – som samtidig på ret kort sigt kan spare os for så meget, at det tjener sig ind på under to år.

Vognmanden rakte til fluens absolutte tilfredshed bogholderen rullen med chokoladekiks.

- Det var det altid noget, sagde han og lød næsten overbevist.