23948sdkhjf

Vognmandsfamilie med stærkt engagement

- Det har altid været en drøm for mig at blive vognmand, og det blev jeg så også, siger vognmand Hans Chr. Paulsen, der bor i Erritsø ved Fredericia, og som nu har 25 års jubilæum.

- Det har altid været en drøm for mig at blive vognmand, og det blev jeg så også, siger vognmand Hans Chr. Paulsen, der bor i Erritsø ved Fredericia, og som nu har 25 års jubilæum.



Af Finn Bjerremand

Jeg startede med at købe en ældre Mercedes 608 med presenningslad, som jeg kørte pakker med for firmaet Netway i Vojens. Det var i 1983, hvor man begyndte at køre pakker i større stil.

Desværre gik firmaet fallit og Hans Chr. Paulsen fik ikke mindre end 40.000 kr. i klemme. Men Hans Chr. Paulsen, der er sønderjyde lod sig ikke sådan slå ud. Han havde en fortid bl.a. som sergent i forsvaret, hvor han alt i alt havde været ansat i 13 år i flere sønderjyske byer. Derefter kørte Hans Chr. Paulsen som chauffør ved Leo Paulsen i Padborg, senere ved et vognmandsfirma i Hjordkær for til sidst at ende som eksportchauffør hos Nielsen & Sørensen.

Her arbejdede Hans Chr. Paulsen i et års tid. Men så fik han lyst til at begynde for sig selv og forretningen med indhentning og udbringning af pakker blev købt sammen med 608’eren.

Efter at den første kunde var blevet ramt af konkurs og Hans Chr. Paulsen havde sat en del af sin formue til, begyndte han at køre pakker for Kaj Dige Bach. Den kendte oliemand opkøbte nemlig konkursboet i Vojens, og han skulle bruge nogen til at hente og bringe pakkerne.

Det betød da også, at 608’erens tid var forbi, så efter et halvt år købte hans Chr. Paulsen sig en brugt Scania 140 trækker hos Skifter Lastbil i Aabenraa. Det viste sig dog at være et dårlig køb, for den var konstant i stykker.

Skiftede til Volvo

Efter tre uger, hvor Scaniaen havde været på værksted hver eneste dag, tog Skifter Scaniaen tilbage. I stedet fik Hans Chr. Paulsen sin første Volvo, en F1217 opbygget som trækker. Denne vogn kørte han i indtil 1987, hvor han fik leveret en helt ny Volvo FL opbygget som sættevognstrækker.

Omtrent samtidig begyndte Hans Chr. Paulsens kone Gitte at køre som medhjælpende hustru. Hun har lige siden kørt sit eget skifte med en fast trækker. I en del år kørte Gitte og Hans Chr. Paulsen med den samme vogn, hvor Hans Chr. Paulsen kørte dagskiftet, mens Gitte Paulsen tog natskiftet.

I 1997 udvidede den sydjyske vognmand sin forretning med yderligere en lastvogn. Det skete omtrent samtidig med at firmaet kørte for A Post, en tid hvor transport af pakker var ved at gå over til større transportvirksomheder.

Det førte til, at Hans Chr. Paulsen udvidede forretningen helt op til otte lastvogne og en enkelt budbil. Der var tale om både forvogne til distribution og trækkere til trucking af trailere.

DHL-kørsel

I 2001 valgte man at gå ned på en håndfuld trækkere og koncentrere virksomheden om at køre for DHL, som Hans Chr. Paulsen kører for den dag i dag. Vognparken har de sidste tre år bestået af fem DAF XF’ trækkere, som blev købt på en gang og som udelukkende kører i Danmark.

Om dagen køres der gods direkte ud til kunder, mens der om natten veksles trailere på faste ture, så vognene ruller så godt som altid.

Ud over Gitte og Hans Chr. Paulsen kører også den ældste søn fast med en trækker, mens den yngste søn, foreløbig kører lidt afløsning. Hans Chr. Paulsen siger til Danmarks Transport-Tidende, at han ikke har planer om at trække sig tilbage, selv om han har rundet de 60 år.

”Skånejob”

På spørgsmålet om hvad der har været det bedste i de forløbne 25 år, har Hans Chr. Paulsen ikke lige et bud. Men han har haft et ”skånejob” i en periode.

Det var dengang han kørte kaffe fra et lager til et andet lager i Kolding.

- Der kunne vognen højest nå at køre 36 km hver dag, og det var en god tid, siger Hans Chr. Paulsen.

Om fremtid siger vognmanden fra Erritsø, at hans ældste søn har vist interesse for at drive virksomheden, så der er gode fremtidsudsigter og den sydjyske vognmand er klar til at tage 25 år mere.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047