Store forventninger til MASkargo i Danmark
ProActive Airlines Services har store forventninger til sin nye GSA-kunde - Malaysia Airlines Cargo, MASkargo, der fra 1. januar sætter tryk på salget i det danske marked.
Af Herbert Nielsen
- Det er en stærk airline med maindeck kapacitet på et netværk, der rummer rigtig mange stærke destinationer af interesse for danske eksportører, siger Bo Seidelin, ProActive Airlines Services.
- Vores GSA-aftale var længe undervejs af mange forskellige årsager uden for vores rækkevidde. Blandt andet skift af Malaysian’s CEO og afklaring af en række juridiske detaljer. Men – pludselig rykkede det stærkt, og måske lige lovlig stærkt: Vi måtte indbyde speditørkunder til kick-off i Billund og København med ultra-kort varsel lige her i den spæde start på 2008.
-I sidste ende måtte vi tage en række ono-on-one møder med speditørerne i det jyske område, mens det lykkedes at samle godt 30 gæster til vores kick-off i Købehavn, hvor også selskabets europæiske chef, Thomas Buerkle, var til stede for at give en detaljeret præsentation af det spændende asiatiske selskab.
En stærk spillerOg MASkargo er rigtignok ikke nogen ringe spiller på markedet: Selskabet opererer to egne samt seks leasede Boeing 747-200F fragtere på et rutenet, der omfatter destinationerne Penang, Dubai, Basel, Amsterdam, Frankfurt, Shanghai, Hangzhou, Taipei, Osaka, Hong Kong, Sydney, Melbourne, Malpensa og Guangzhou.
- Samtidig tilbyder MASKargo en i branchen unik fleksibilitet: Er der tale om store forsendelser til en destination uden for det schedulerede netværk, er MASkargo ikke bleg for at omdirrigere flyet til direkte landing af godset. Så kommer vi rigtig i vælten, kan man udmærket forestille sig besøg af selskabets fragter i København eller Billund, siger Bo.
- Det er nu op til os at få sat tingene i system og lære MASkargo godt at kende, så vi kan udnytte alle potentialer i den nye GSA-kunde. Først og fremmest er det et stærkt kort, at selskabet tilbyder maindeck kapacitet ud af Amsterdam og Frankfurt til blandt andet Australien. Denne trafik går via Shanghai, men fragt fra Europa er sikret et særligt allotment til priser, der kan stå sig i konkurrencen. Vi har aftale med Haugsted, der vil stå for truckingen sydover, og MASkargo har lovet next-day service ud af Danmark som et særligt stærkt træk.
Track-and-trace på kinesiske veje- Det er også attraktivt, at MASkargo flyver direkte fra Frankfurt via Kuala Lumpur til Taipei, Taiwan, der er en destination, som vi også kan vente os ganske meget af. MASkargo tilbyder også trucking ud af Shanghai til hele det dynamiske Øst- og Sydkinesiske vækstområde, og det er virkelig et meget særligt aktiv. Ikke mindst fordi MASkargo via sin samarbejdspartner PACTL tilbyder fuld track-and-trace på alle forsendelser på de kinesiske veje. Hidtil har det været endog meget svært at holde nøjagtigt styr på, lige hvor forsendelsen er i dette øjeblik..
- MASkargo’s cargo center i Kuala Lumpur er stort, veludrustet og med en kapacitet på en million tons pr år. Det rummer under et tag alle faciliteter, og det kan håndtere alle typer af forsendelser, uanset krav og behov.
MASkargo flyver i dag syv gange om ugen ud af Amsterdam med Boeing 747-200F, udover den daglige Boeing 747 passagerafgang med Malaysia Airlines.
Fra Frankfurt flyver MASkargo fire gange ugentligt med fragteren, udover Malaysia Airlines’ fem ugentlige Boeing 777 passagerflyvninger.