23948sdkhjf

Blandet modtagelse til infrastrukturrapport

Infrastrukturkommissionens store rapport anbefaler fokus på godsknudepunkter og Danmarks porte til udlandet.

Infrastrukturkommissionens store rapport anbefaler fokus på godsknudepunkter og Danmarks porte til udlandet.



Af Lars Lassen

Der er gods i Infrastrukturkommissionens 312 sider lange rapport og det skyldes ikke blot papirvægten. Mens persontransport traditionelt stjæler broderparten af opmærksomheden i trafikpolitiske redegørelser og debatten i Danmark, så har Infrastrukturkommissionen også tænkt på den tunge ende af transportsektoren ind i rapporten

Der bruges ganske vist mere papir på person- end på godstransport. Men godstransporten har fået en ganske pæn andel af opmærksomheden. Samtidig fastslår rapporten, at person- og godstransporten i meget stor udstrækning er afhængige af den samme infrastruktur – især på veje og jernbaner.

Bliv på Top 10

Kommissionens formand Birgit Aagaard-Svendsen startede sin præsentation af rapporten med at fastslå, at Danmarks nuværende infrastruktur hører til blandt verdens bedste. i dag befinder sig på den globale top10 liste.

- Internationale benchmarks viser, at Danmark befinder sig på den globale Top10-liste. Der skal vi blive, hvis vi også i fremtiden skal bevare den høje mobilitet, der er en forudsætning for Danmarks konkurrencedygtighed på det globale marked, sagde Birgit Aagaard-Svendsen, der er direktør i rederiet J. Lauritsen A/S.

Rapporten fastslår, at de begrænsede ressourcer, der er til rådighed i dag ikke er nok til at dække behovet. Men da mindre end halvdelen af de op mod 50 milliarder kroner som staten henter i form af skatter og afgifter på transportsektoren i dag vender tilbage i form af investeringer infrastruktur og kollektiv trafik, så bør det være muligt at øge de årlige bevillinger på finansloven.

Seks fokusområder

Der er udpeget seks fokusområder, som tager udgangspunkt i aktuelle problemer på den danske infrastruktur.

Infrastrukturen i hovedstadsområdet er allerede i dag belastet til smertegrænsen og den vil også i fremtiden være den største udfordring. Derfor mener kommissionen, at det er afgørende, at ringene omring hovedstaden sluttes både på vej og jernbane, så den eksisterende ’finger-plan’ aflastes mest muligt.

Østjylland er i fuld gang med at vokse sammen til et stort byområde, hvor lokal- og transittrafikken inden for få år vil stå over for alvorlige trængselsproblemer. Derfor er der her brug for både regionale og lokale forbedringer, hvilket nødvendiggør koordination mellem lokale og statslige planer for infrastrukturen.

Men selv om kommissionen fokuserer på vedligeholdelsen og udbygningen af ’det store H’, så erkender man, at yderområderne skal være ordentligt forbundet til ’H’et’, fordi erhvervsudviklingen trods alt ikke kun kommer til at ske i umiddelbar nærhed til det store H.

Portene til Danmark

Portene til Danmark, det vil sige forbindelserne til udlandet, tildeles også en prominent placering. Blandt andet fordi godstrafikken til, fra og igennem Danmark forventes at vokse med 75 procent frem til 2025.

Her fremhæves blandt andet de 120 danske erhvervshavne, hvor kommissionen anbefaler, at man fra centralt hold vælger at prioriterer en håndfuld af de største havne, når det handler om at sikre en optimal infrastruktur til baglandet både med asfalt og skinner. Her påpeger kommissionen, at det også er vigtigt, at man sikrer langsigtede reservationer af arealer til udbygningen, så anden udvikling ikke bliver en flaskehals.

Endelig har Infrastrukturkommissionen udpeget intelligente trafik systemer (ITS) og miljø som nødvendige fokusområder.

I forbindelse med ITS fremhæves de flådestyringssystemer, der anvendes i vognmandsbranchen, som et eksempel på teknologiske frontløbere.

Knudepunkter

Infrastrukturkommissionen fremhæver behovet for helhedstænkning omkring transport og infrastruktur. Intermodalitet er ikke kun et godstransport-ord, det skal nemlig også være let at skifte fra bil til tog til skib eller fly. Det letter presset på den øvrige infrastruktur.

Når det gælder godstransporten fastslår kommissionsrapporten, at der skal øget fokus på godsknudepunkter som havne og transportcentre.

- Det er afgørende, at der findes effektive og konkurrencedygtige terminaler, hvor godset kan omlades, så de enkelte transportformeres styrker kan udnyttes optimalt. Godsknudepunkterne er helt afgørende for, at samspillet mellem transportformerne fungerer så gnidningsløst som muligt til gavn for både økonomi, trængsel og miljø, sagde Birgit Aagaard-Svendsen.

Infrastrukturkommisionen erkender, at der er behov for nytænkning på godstransportområdet og roser eksempelvis forsøget med modulvogntog. Derfor anbefaler kommissionen, at der udarbejdes en egentlig strategi for udviklingen af de vigtigste internationale godsknudepunkter. Herunder en analyse af muligheder og perspektiver i forbindelse med Danmarks rolle som transitland.

Blandet modtagelse

Rapporten fik en ublid modtagelse fra flere sider af den trafikpolitiske debat. Der var for lidt om miljø og CO2-udledningen, ingen anbefalinger af roadpricing, nedprioriterng af en fast forbindelse over Kattegat og for få visioner.

Et gennemgående motiv bag kritikken er et stærkt ønske om et politisk træk i nødbremsen, der en gang for alle stopper trafikvæksten.

Men kommissionens medlemmer – bortset fra et enkelt – fokuserede på at besvare, den opgave som regeringen havde stillet: at analysere fremtidens infrastrukturmæssige behov på transportområdet og fremsætte forslag til strategier til håndtering af de langsigtede udfordringer for transportinfrastrukturen.

Men kun 12 måneder til at gennemføre arbejdet er resultat et ganske godt overblik over eksisterende problemer og flaskehalse, den forventelige trafikudvikling og realistiske forslag til prioriteringer og løsninger.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078