Store ændringer i redningskorps
Dansk Autohjælp Holding A/S har gennemført et større skifte i selskabets struktur, som også indebærer direktør-skifte
Således har direktør Erik Rose Andersen efter 17 år i selskabet og efter aftale og i forståelse med den afgående bestyrelse valgt at fratræde sin stilling, fremgår det af en meddelelse fra selskabet.
Som ny administrerende direktør har bestyrelsen valgt at ansætte Tom Petersen, Hamborg.
Tom Petersen er jurist og executive MBA og har mangeårig ledelseserfaring indenfor primært ejendomsbranchen. Efter en ekstraordinær generalforsamling er der blevet valgt en ny bestyrelse som omfatter Pia Frank, Søren Voss Nielsen, Stefan Molzen, Børge Reffstrup, og Uffe Dalsgaard, som alle er aktionærer og stationsejere. Herudover er den nye bestyrelse suppleret med Paul Kjær fra hovedkontoret i Århus samt advokat Jakob Skaadstrup Andersen, København.
Drift som hidtilDen hidtidige formand for bestyrelsen advokat Jakob Forman, København samt næstformand Erik Blokmann er udtrådt af bestyrelsen. Den nye formand for bestyrelsen Stefan Molzen udtaler i den forbindelse:
- Den daglige drift af Dansk Autohjælp fortsætter som hidtil, og den nye bestyrelse vil gøre alt for at sikre, at kunderne kommer trygt igennem vinteren, så Dansk Autohjælp også i de kommende år kan sikre tryghed på vejen, lyder det fra selskabet