Transport på den store klinge
HTS og Dansk Industri har aftalt en køreplan for sammenlægningen af de to organisationer. Et transport-branchefællesskab skal give en stærk politisk indsat
Af Finn Bruun
Aftalen bliver forelagt til godkendelse i Dansk Industris hovedbestyrelse den 5. februar og på HTS’ generalforsamling den 5. marts. Godkendes aftalen, bliver HTS’ medlemmer og foreninger optaget som medlemmer af DI med virkning fra den 1. maj 2008.
Sammenlægningen af HTS med Dansk Industri betyder blandt andet nye stærke branchefællesskaber og en fintmasket regional struktur, lyder det fra de to organisationer.
Erhvervspolitisk direktør i HTS Michael Svane, oplyser i den forbindelse, at det er planen – hvis aftale-grundlaget godkendes af generalforsamlingerne – at etablere et branchefællesskab for transport-interesserer, som han forventer vil blive et slagkraftigt samlingspunkt, som kan fokusere på alle transportformerne uanset gods såvel som på persontransport.
- Her vil der kunne føres politik på den store klinge til gavn for alt, hvad der hedder transport, siger Michael Svane, som betoner, at det tværgående netop er, hvad der lægges op til i infrastrukturkommissionens nye rapport.
- Det er helt afgørende for transporterhvervet, at kræfterne samles, så vi kan opnå den indflydelse der er nødvendig for at kunne påvirke rammevilkårene, siger Michael Svane, som samtidig ser samlingen på tværs af transportformer og med et styrket og vigtig samarbejde mellem transportkøbere og transportørerne, som en helt ny og løfterig mulighed.
- Det var netop den samling og slagskraft, som jeg drømte om at opnå, da jeg i sin tid går ind i transportbranchen, siger Michael Svane, som i dag er leder af HTS erhvervspolitiske afdeling, som bl.a. har hele transporterhvervet som arbejdsområde.
Bag sammenlægning af HTS og DI ligger nemlig ideen om virksomhedernes interessefællesskab. En transportvirksomhed er ikke længere en transportvirksomhed i gammeldags forstand, der står alene med sine udfordringer og interesser. Regulering der påvirker transportsektoren har også betydning for de virksomheder, der køber transportydelser. Sammen kan vi hurtigt og kompetent præsentere politikere for ideer til bedre rammebetingelser.
VærdikædenDirektør Ole Krog, HTS peger på, at virksomheder i forskellige brancher i dag er tæt knyttet til hinanden. Vi er led i værdikæden. Det gælder ikke kun inden for transportydelser, det samme gør sig gældende inden for serviceydelser, der er tæt forbundet med fremstillingsvirksomhederne, og inden for engroshandel, der leverer til producenterne.
Målet med den nye organisation er, at danske virksomheder skal have de bedste vilkår at drive forretning på. Det gælder både de politiske, økonomiske og markedsmæssige vilkår. Organisationen kan skabe den nødvendige ørenlyd hos politikere og embedsmænd både lokalt, nationalt og internationalt, fremhæver han.