Der er trukket en streg i sandet med Infrastrukturkommissionens rapport. Selv om der endnu er lang vej fra de velgennemtænkte anbefalinger til den politiske virkelighed – ikke mindst i betragtning af de mange milliarder kroner, der er i spil – så er der tegnet så klart et billede af både behovet og mulighederne, at vi ikke længere kan vende tilbage den traditionelle måde at tænke trafik og transport på.

Forbi er kampen mellem de forskellige transportformer om, hvem der er bedst, mest effektiv, mest miljøvenlig, mest økonomisk. Det står klart, at der er brug for dem alle, hvis de stigende godsmængder skal kunne håndteres ordentligt blot i den nære fremtid. I stedet for uproduktiv rivalisering er der ræson i at skrue samarbejdet mellem lastbil, varebil, tog, skib, fly sammen på en måde, så man udnytter hver enkelt transportmiddels fortrin på en smartere måde.

Det er der lagt op til nu, samtidig med at passagertransporten har fået et velfortjent fokus. Ingen er tjent med, at det skal være så besværligt at komme frem og tilbage i vores lille land – at det for tusinder skal være et arbejde i sit selv at nå frem til jobbet og tilbage igen fordi de offentlige transportmidler ikke ruller, som de burde. Og den meningsløse spildtid i bilkøerne er kontraproduktiv både i form af spildtid, energitab og pladsforbrug på de fyldte veje. Det er ikke lastbilerne, som skaber trængslen på vejene.

Selv om der er rettet kritik mod Infrastrukturkommissionens måde at tænke på – det handler ikke udelukkende om miljø, så ser der ud til at være grobund for og samfundsmæssig accept af, vi her står overfor et fælles anliggende, som kræver at vi løfter os op over de sædvanlige fnidrede og mere eller mindre lokalpatriotiske diskussioner, som i årtier har præget – og ofte forsinket – trafikbeslutninger af enhver art. Tænk at vi så mange år efter, at behovet blev erkendt ikke har fået løst problemet med jernbane-flaskehalsen mellem København og Ringsted. Tænk at vi ikke har indset nødvendigheden af løbende at vedligeholde og udbygge det vejnet, som er livsnerven i et velfungerende samfund, der har ambitioner om at bevare en plads i verdens-eliten.

Men det er jo ikke nær så sjovt at lægge navn til et nyt slidlag på en landevej som at klippe snoren til en funklende ny motorvejs-etape. Det skal bare gøres. Og i dag altså med tilbagevirkende kraft mange steder.

Alle ved, at det bliver dyrt. Guldet skal vejes i en helt ny vægtklasse. Vi har efterhånden vænnet os til at tænke i milliarder. Næste trin hedder en billion, hvis vi skal se samlet på det hele over en længere årrække. Og hvor skal midlerne komme fra.

Selv om de politiske løfter op til valget og forventningerne til den offentlige sektors forbrugsmuligheder ser ud til at nå himlen, så er der en grænse. Og den aktuelle aktienedtur og stigende oliepriser gør ikke tingene lettere her og nu.

Derfor må der ske en prioritering. Derfor har Infrastrukturkommissionen valgt at sige, at vi ikke kan gøre det hele på én gang. Derfor må vi tage det vigtigste først. Vi ved, at de store byområder, bestemte vejstrækninger og broer er hårdt belastede, derfor må der sættes ind dér. Det er ikke det sjoveste, men det mest nødvendige. Og så kan nytænkningen få frit løb, når det gælder andre løsninger. Herunder finansieringen. Tanken om at lade private eller halvprivate investorer komme ind i billedet på de helt store investeringer åbner for nogle muligheder, som tidligere har været lukket land. ATP kan for eksempel lade nogle af sine milliarder komme i en langsigtet investeringskuvøse som (med)ejer af motorvejsstrækninger eller bro-projekter. For vi skal ikke glemme, at infrastrukturforbedringer er investeringer, som både er nødvendige og som bærer fremtiden i sig. Vi ved, at arbejdskraftmangel vil være en udfordring herhjemme i mange år fremover uanset om der kommer lidt bølgegang i konjunkturerne eller ej. Og vi ved, at virksomhederne og forretningerne har brug for at få varer frem på en effektiv måde, hvis vi skal klare os i konkurrencen. Og vi ved, at transportbranchens folk er dem, der skal sikre mobiliteten. Så lad os komme i gang