23948sdkhjf

Ny direktør for Danmarks største reservedelsforhandler

Mogens Olesen afløser Kai Møller på direktørposten hos Europart

Mogens Olesen afløser Kai Møller på direktørposten hos Europart



Af Finn Bjerremand

Mogens B. Olesen er netop blevet ansat som administrerende direktør hos Europart Danmark A/S, hvor han skal løfte den tunge arv efter adm. direktør Kai Møller, der har valgt at trække sig tilbage efter fjorten hektiske år i en spændende virksomhed. Under Kai Møllers ledelse har virksomheden udviklet sig fra en lille reservedelsforhandler til Danmarks største leverandør af reservedele, værktøj og indretning til transportbranchen.

Det er konstant gået fremad hos Europart Danmark A/S, der indtil for et par år siden hed Transport-Komponenter. Ved Kai Møllers ansættelse i 1994 var der 32 medarbejdere, og i dag er medarbejderstaben oppe på 72.

Europart Danmark A/S er en del af en stor tyskejet koncern, som startede op under navnet WFZ (Westdeutsche Federn Zentrale GmbH). WFZ var også ejer af det hedengangne Søborg Vognfjederfabrik. Selskabet gik desuden ind i virksomheden Henning Hansen & Sønner, der var etableret i Rødekro, Rødovre, Brabrand og Padborg.

Selskabet skiftede navn til Transport-Komponenter A/S, og helt fra første færd var Kai Møller ansat som direktør.

Kai Møller kom ind i virksomheden på baggrund af en lille billetmærke-annonce i Jyllands-Posten. Den beskedne annonce vakte hans nysgerrighed, så han reflekterede på den og fik jobbet, hvor der rent faktisk var tale om en kickstart af virksomheden, hvis det skulle lykkes.

Han besad allerede dengang en betydelig portion viden omkring handel med reservedele til transportbranchen. Han havde nemlig - ligesom sin nuværende afløser - været ansat i PNO-koncernen, og for Kai Møllers vedkommende var det i reservedelsafdelingen, hvor han var indkøbschef.

Den del af PNO-koncernen blev i øvrigt senere til den selvstændige reservedelsgrossist Besko.

Ud i Europa

I 1995 fandt man ud af, at det var hensigtsmæssigt at være placeret et sted mellem Padborg og Brabrand, og da naboen til afdelingen i Rødekro gerne ville købe grund og bygninger, slog man til og flyttede derefter til Kolding, hvor Europart Danmark lige siden har haft sit hovedkvarter.

Kai Møller siger til Trans Inform -Det lykkedes at fordoble omsætningen det første år. Men det var også nødvendigt, for tallene var ikke sorte, da vi tog over.

Han fortæller også, at der sammen med boet på Sjælland var en stor industrihal på 4500m2, som man ikke kunne udnytte, og som var vanskelig at komme af med. Det lykkedes dog til sidst, ved at dele den op i ti mindre bidder.

- Så vi slap af med den, og det var næsten med skindet på næsen. Man skal dog også huske på, det var midt i stagnations-tiderne, hvor der var masser af ledige industribygninger. På Sjælland blev afdelingen herefter flyttet til gode lokaler i Greve.

Kai Møller, der er 57 år siger til Trans Inform, at han ikke ved hvad der skal ske videre i hans karriere. De næste tolv måneder vil han sammen med sin kone rejse rundt og se Europa. Til det formål er der indkøbt både en ny bil og en ny campingvogn.

Nu afleverer han Europart Danmark A/S i særdeles god kondition til Mogens B. Olesen.

- Måske dukker der en ny billetannonce op, som vækker min opmærksomhed, siger Kai Møller med lunt glimt i øjet – hvem ved.

Mere fart på

Mogens B. Olesen, der er 50 år, blev uddannet som maskiningeniør i Odense i 1983 og tog derfra til Statens Bilinspektion i Nørresundby for at blive bilinspektør. Under uddannelsesforløbet boede Mogens Olesen med sin familie i Aalborg. Noget af uddannelsen fandt også sted i København, men da Mogens Olesen var færdiguddannet passede det med, at han kunne blive tilknyttet afdelingen i Nørresundby.

Den daværende bilinspektør skulle snart på pension. Men det gik ikke helt efter planen. SBi havde en ledig stilling til den nybagte bilinspektør i Tønder, men det var ikke lige hans livret og slet ikke familiens. Så han sagde nej tak. Men så var der ikke noget alternativ.

I stedet søgte Mogens Olesen ud i det private erhvervsliv, hvor der også var lidt mere run på dagligdagen. Mogens Olesen fik et job hos firmaet Mørch & Sønner/Tranders i Aalborg. Her arbejde han i vognfabrikkens tegnestue, hvor han bl.a. var beskæftiget med udfærdigelse af typegodkendelser. Næste job blev hos PNO i Skanderborg, hvor Mogens B. Olesen første gang mødte Kai Møller.

Samme ånd

Siden hen er det blevet til flere spændende jobs i transportbranchen, bl.a. som forretningsfører for Sauer Aksler I.M.S. ApS i Hinnerup, afdelingsdirektør hos DAF Aabenraa, og sammenlagt ca. 10 år som salgs- og teknisk chef hos Transport-Teknik A/S i Kolding, hvor han har været lige indtil tiltrædelsen som adm. direktør hos Europart.

Om fremtiden siger Mogens Olesen –Det er en god virksomhed, med et rigtig godt medarbejderteam, og jeg vil fortsætte i den samme ånd som Kai Møller.

Selv om virksomheden er i meget god kondition, venter der allerede et par nye udfordringer forude. Der skal bygges et nyt hovedkvarter, som efter al sandsynlighed skal ligge i det nordlige Kolding tæt på motorvejene.

Dertil kommer implementering af en helt ny IT-løsning i løbet af 2008 / 2009, så der er nok at tage fat på.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078