En rigtig vognmandsbil med kran og hejs til blandede opgaver
Desværre er netop denne lastvogn ramt af en dansk spændetrøjebestemmelse, der æder to et halvt ton af totalvægten
Af Finn Bjerremand
Der er næppe tvivl om, at den særlige danske spændetrøjebestemmelse om totalvægt for lastvogne med tridem eller trippelbogie rammer hårdt - og i øvrigt helt unødigt - i segmentet for fireakslede lastvogne i Danmark.
Denne måneds køretøj er en rigtig smart opbygget fireakslet lastvogn med en kran med førerhuset og hejs med trevejs tip.
Takket være trippelbogien kan vognen holde en god lastevne, eller rettere sagt burde kunne holde en god lastevne. For her til lands betyder den mærkelige danske regel, at totalvægten begrænses til maks. 29,5 ton. Hvorfor, er der nok ingen fornuftig forklaring på længere. Tidligere var det hensynet til regler om drivakseltryk på maks. 10 ton og hele den problematik, men den er ikke aktuel mere, og når en trippelbogie i stedet sidder på en treakslet trailer, må trippelbogiens samlede tryk gerne være 24 ton.
Nogen logik findes der altså ikke i den sag.
Kunne være mereMen det korte af det lange er at Månedens Køretøj kun har en lovlig lasteevne på 13,55 ton, som i virkelighed kunne have været 16,05 ton hvis ikke denne ”dansker-regel” fandtes, eller hvis vognen måske havde været konfigureret som en fireakslet vogn med to toakslede bogier – med to foraksler og to bagaksler.
Det helt mærkelige er, at man i tilfældet med to toakslede bogier, hvis eller man kan fordele bogietrykket rigtigt, gerne må have et bogietryk på 19 ton i bagenden. Det er jo så fordelt med to gange ni et halvt ton, der jo alt andet lige er værre end hvis man har tre aksler der hver har otte ton tryk.
Vender på en tallerkenNår vognmandsfirmaet, der ejer Månedens Køretøj, ikke har valgt at få den leveret som en version med to foraksler og en to bagaksler, skyldes det ikke mindst hensynet til manøvredygtigheden. Denne FM 440 har nemlig to drivaksler forrest i trippelbogien, mens den bagerste aksel er både tvangsstyret og hævebar.
Det betyder, at køretøjet kan vende på en tallerken og dermed komme ind mange steder, hvor det ellers er dømt umuligt.
Manøvredygtighed er nemlig et must for en vogn som denne. Med HMFkranen udføres der rigtig mange minder løfteopgaver, hvor man til gengæld skal kunne køre ind de mærkeligste steder og udføre løftet. Tilsvarende anvendes hejset til at køre ud med containere, der ofte også kan stå på steder med meget lidt plads.
Effektiv kranKranen er en HMF K2220 i K 5 version med fem hydraulisk udskud fra Højbjerg Maskinfabrik. Denne version er en meget populær kran til lette løfteopgaver, grabkørsel m.v.
Kranen, der er fast monteret bag førerhuset, udmærker sig bl.a. ved at have dobbelt lænkeled, så den har et meget ensartet løftemoment, uanset hvor kranarmene befinder sig.
Det maksimale løftemoment for K 5 versionen ligger på 19,4 tonmeter. Kranens maksimale rækkevidde er på lidt over 15 meter, hvor den har en maksimal løfteevne på 1050 kg. Takket være bl.a. den variable Rexroth pumpe, der forsyner kranen med hydraulisk tryk og den trådløse Scanreco fjernbetjening, er kranen særdeles let at betjene. Kranfører Thomas Schmidt demonstrerede for Trans Informs udsendte hvor let og præcis kranen arbejder.
Opbygningen omfatter også et HMF wirehejs/trevejstip af typen TF320, der er udstyret så det kan køre med to forskellige hastigheder. Hejset er tilpasset så det kan styre en automatbagsmæk på det eventuelle lad der anvendes. Det gør jo at vognen er meget fleksibel og dermed har en stor anvendelsesgrad.
I bagenden er vognen forsynet med de nødvendige koblinger, så der kan køres med påhængsvogn. Vi tog med kranføreren ud for at se, hvordan han tacklede en rigtig løfteopgave, hvor nogle forholdsvis lette stålbjælker skulle løftes ind af et vindue oppe i et højt hus.
Det er ved sådanne opgaver, at kranen med den hydrauliske drejemotor ude i krogen og den radiostyrede fjernbetjening kommer til sin ret. Kranføreren havde her behov for at kunne gå lidt væk fra kranen for at kunne se hvad der egentlig foregik oppe i luften.
I-shift gør det til en legThomas Schmidt, der kører med vognen, fortæller, at han er meget glad for det nye køretøj. Det gælder ikke mindst lastvognen, der er en Volvo FM440 med I-shiftgearkasse.
Denne transmission er virkelig god, når man skal køre i bytrafik og under forhold, hvor der ellers ofte skal skiftes gear. Den løftbare bagerste aksel samt muligheden for at spærre den langsgående differentialespærring i tandembogien, betyder i sammenhæng med den relative korte akselafstand at vognen kan dreje omkring, hvor der er meget lidt plads. Den følger nærmest mønsteret for en normal kort treakslet lastvogn.
Alle aksler i trippelbogien er luftaffjedrede, så man også har hæve- sænkefunktionen til rådighed, ligesom det er med til at hæve komfortniveauet for chaufføren.
Hele vognen med den flotte opbygning fra Højbjerg Maskinfabrik, repræsenterer et produkt der er gjort helt færdig og som er yderst brugervenlig.
Vognen samt opbygning er leveret af Autohuset Vestergaard i Vejle, hvor salgskonsulent Thomas Poulsen har stået for salget.