Biobrændstof med omtanke
- Skal lastbilerne køre på biobrændstof, skal det være en reel gevinst for miljøet, siger DTL-direktør Erik Østergaard efter, at EU er blevet betænkelig
Således har EU miljøkommissær erkendt, at der er problemer med det såkaldte 1. generations biobrændstof, der udvindes bl.a. af planter og andre afgrøder fra markerne.
DTL peger på, at EU sidste år besluttede, at biobrændstoffer skal dække 10 procent af EUs totale brændstofforbrug inden 2020 og Kommissionens forslag til udmøntning ventes fremlagt 23. januar.
Kun bæredygtigt biobrændstof må fremover anvendes i EU. Det store spørgsmål bliver så, om der er nok bæredygtigt biobrændstof til at dække de 10 procent af brændstofforbruget i 2020.
- Biobrændstof skal både være bæredygtigt og mindske udslippet af CO2, siger Erik Østergaard, som fastslår, at transportbranchen ikke er tjent ved at udskifte råolie med biobrændstof, hvis det skaber de samme miljømæssige og andre sociale og økonomiske problemer. Biobrændstof skal indføres med omtanke og med øje for det lange sigt. Hovsa-løsninger er ikke hvad transporterhvervet eller privatbilismen har brug for, men derimod konkrete tiltag, der kan bidrage til at gøre en lastbil renere, siger han og efterlyser mere forskning.